Erhverv

Udlandstrafikken vokser i Jyllands største lufthavne

Billund Lufthavn havde massiv vækst på udenrigsruterne. I Aalborg Lufthavn var det især charterselskaberne, der havde fremgang.

FRANDSEN FINN

Udenrigstrafikken vokser i Jyllands to største lufthavne. I Billund er det især udenrigsruterne, som har fremgang. I Aalborg er det først og fremmest chartertrafikken til sydlige rejsemål, der havde en stigning i passagertallene, som er påvirket af påskeferien.

I Billund steg antallet af passagerer i april med 14,4 pct., og for første gang havde lufthavnen mere end en kvart mio. passagerer i forårsmåneden.

Ruterne til udlandet havde ekstra mange passagerer med en stigning på ikke mindre end 20,8 pct.

»Helårsvirkningen af nogle af de nye ruter fra 2016 samt forbedrede passagertal på de enkelte fly er forklaringerne på den store fremgang. Generelt oplever vi, at flyene er godt fyldt op, hvilket er rigtig godt for flyselskaberne,« siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Generelt oplever vi, at flyene er godt fyldt op, hvilket er rigtig godt for flyselskaberne.

Kjeld Zacho Jørgensen, adm. direktør i Billund Lufthavn.

Han tilføjer, at påsken formentlig har haft en gunstig indvirkning på udenrigsruterne, da mange vælger at planlægge deres egen rejse med rutefly, når der er tale om lidt kortere rejser.

Lufthavnschefen er det gengæld overrasket over, at chartertrafikken faldt med 1,7 pct. Påsken er normalt højsæson for charterrejser.

»Forklaringen er formentlig, at en del rejsebureauer køber pladser på ruteflyene i stedet for at have hele fly med feriegæster. Det er en tendens, vi har set tidligere, som også hænger sammen med, at der er kommet flere destinationer til populære feriemål gennem de seneste år,« siger Kjeld Zacho Jørgensen.

I Aalborg Lufthavn var der dog fart på ferietrafikken i april. Antallet af charterrejsende steg med 15,6 pct., men udenrigsruterne havde en stigning på 5,6 pct.

»Påskedagene giver anledning for mange til at tage nogle ekstra dage fri og rejse på ferie til varmere himmelstrøg,« siger Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn.

Påskedagene giver anledning for mange til at tage nogle ekstra dage fri og rejse på ferie til varmere himmelstrøg.

Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn.

Til gengæld falder indenrigstrafikken markant i påsken, når erhvervslivet holder fri. Passagertallet på flyvningerne til København faldt med 11,5 pct. Det betød, at det samlede passagertal i Aalborg Lufthavn i april faldt med 5,3 pct.

BRANCHENYT
Læs også