Erhverv
BREAKING

Norwegian overhaler SAS på bonusprogram

Det norske lavprisselskab er blevet tildelt en Freddie Award for loyalitetsprogrammet Norwegian Reward.

Norwegian har nu flere bonusmedlemmer end SAS.
Foto: Hans Olav Nyborg

Norwegian er godt på vej til at overhale SAS, når det gælder antallet af passagerer. Nu har det norske lavprisselskab også vundet en pris for det bedste loyalitetsprogram i en kåring, hvor netop SAS flere gange har vundet priser.

Norwegian er blevet hædret med en såkaldt Freddie Award for loyalitetsprogrammet Norwegian Reward, der er kåret som det bedste i Europa og Afrika. Prisen har været uddelt siden 1988, og det er en anerkendt hæder i industrien og blandt de hyppigt rejsende passagerer.

SAS har således vundet prisen flere gange for loyalitetsprogrammet EuroBonus. Sidste gang SAS fik en Freddie Award var i 2014. I år blev prisen uddelt i Jersey City i USA.

Prisen er typisk blevet tildelt de etablerede flyselskaber, som har den største og længste tradition for at belønne de trofaste kunder. Derfor vækker tildelingen naturligvis begejstring hos Norwegian.

»Freddie Awards er en vigtig, international branchekåring, og vi ser dette som en anerkendelse af, at Norwegian Reward er et godt tilbud til alle uafhængig af, hvor meget man rejser. Vi vil fortsætte med at udvikle nye produkter og tilbud, der kommer vores loyale passagerer til gode,« siger Brede Huser, chef for Norwegian Reward.

Norwegian Reward har ifølge selskabet 5,5 mio. medlemmer, der optjener points, når de rejser med selskabet. SAS har ifølge egne oplysninger 4,8 mio. medlemmer af selskabets EuroBonus program.

Freddie Award er opkaldt efter den britisk luftfartslegende Freddie Laker, der i 1970'erne forsøgte at revolutionere luftfarten med billige flybilletter over Atlanten.

BRANCHENYT
Læs også