Erhverv
0

Banker satser på robotinvesteringer i kamp om danskers formue

Banker satser på at 200 mia. kr. vil være under robotforvaltning i Danmark i 2020.

Robotter vil i den nære fremtid spille en stor rolle i formueforvaltning. Flere danske banker lancerer robotrådgivere, som skal hjælpe med at forvalte danskernes formue billigere.

Det skriver dagbladet Børsen.

I dag torsdag lancerer Danske Bank sin digitale investeringsløsning ved navn June, Nordea ventes at stå klar med en tilsvarende løsning ved slutning af året, mens Bankinvest i samarbejde med flere banker søsætter projektet Darwin til næste år.

Investeringsrobotterne har allerede med stor succes indtaget det amerikanske marked. Robotterne investerer passivt og billigt i indeksfonde og vil i 2020 stå for op til 10 pct. af markedet, vurderer amerikanske Business Intelligence.

I Danmark er der i øjeblikket 2000 mia. kr. samlet i investeringsforeninger, hvilket vil sige at omkring 200 mia. kr. vil være under robotforvaltning i 2020, hvis estimatet på 10 pct. holder.

- I andre lande ser man, at investeringsløsninger, der benytter indeksfonde, fylder mere og mere, og vi forventer samme udvikling i Danmark, siger Anders Klinkby, direktør for investering i Finans Danmark, til Børsen.

Sparinvest sidder i øjeblikket på 40 pct. af det danske marked for passive investeringsprodukter og overvejer derfor også robotrådgivning, skriver Børsen.

BRANCHENYT
Læs også