0

Lego-søstre har formøblet 88 mio. kr. på et år

De to Lego-arvinger Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard tabte tilsammen 240.000 kr. efter skat hver eneste dag i deres personligt ejede selskaber i 2016.

Lego-søstrene Sofie Kirk Kristiansen (tv) og Agnete Kirk Thinggaard (th) har ikke haft nogen heldig hånd med de økonomiske dispositioner i 2016, fremgår det af regnskaberne for deres personlige selskaber. Foto: Lego.

Der bliver gået til stålet blandt Lego-arvingerne, når det handler om at formøble Lego-millionerne.

De to søstre Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard ejer sammen med deres bror Thomas Kirk Kristiansen og faren Kjeld Kirk Kristiansen Lego -familiens pengetank Kirkbi.

Lego-arvingerne
  • De tre Lego-arvinger, Sofie Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard, ejer sammen med deres far, Kjeld Kirk Kristiansen, familiens pengetank Kirkbi med omkring en fjerdedel hver.
  • Det er dog fortsat Kjeld Kirk Kristiansen, der kontrollerer selskabet via majoriteten af de stemmetunge aktier.
  • De tre arvinger har i den grad arvet deres fars passion for heste. De har således alle tre investeret en del af Lego-millionerne i heste, men også i herregårde, natur og golf.

Nu har de to søstre sendt 2016-regnskaberne for deres personlige selskaber på gaden, og det er dyster læsning. Samlet tabte de to søstres selskaber sidste år 87,7 mio. kr. efter skat.

Det fremgår ikke, præcist hvad millionerne er gået til, men Sofie Kirk Kristiansen, som er forstuddannet og vildtforvalter, ejer Klelund Plantage, hvor hun bl.a. har genopført et jagtslot, ligesom hun er glad for både heste og hunde.

Agnete Kirk Thinggaard er bl.a. dressurrytter og har senest repræsenteret Danmark ved OL i Brasilien.

Sammen med sin mand Claus Thinggaard har hun siden 2010 ejet godset Julianelyst ved Østbirk, hvor de bl.a. opdrætter heste.

For begge søstre gælder dog, at den forretningsmæssige side af tilværelsen langt fra har været nogen dans på roser i 2016, idet de tilsammen har lagt ryg til daglige gennemsnitlige tab på godt 240.000 kr., viser de dugfriske årsregnskaber.

Værst er det gået for Sofie Kirk Kristiansen, der sidste år tabte 58,1 mio. kr. efter skat, mens Agnete Kirk Thinggaard indkasserede en lussing på 29,5 mio. kr.

De to søstre kan dog glæde sig over, at de har klaret sig langt bedre end broren, der kom ud af 2016 med et samlet tab i sine to personligt ejede selskaber på 78,6 mio. kr.

For de tre Lego-arvinger blev 2016 dermed en ualmindelig trist affære, hvis det da ikke var fordi, at de takket være Lego-formuen hver især råder over aktiver i størrelsesordenen 1,3-1,4 mia. kr.

Samtidig afslører Kirkbi-regnskabet, at der er nye Lego-millioner på vej, idet Kirkbi venter at udlodde et ordinært udbytte for 2016 på 200 mio. kr. til de fire Lego-ejere. Hertil kommer et eventuelt ekstraordinært udbytte, som Kirkbi har gjort brug af de seneste to år.

BRANCHENYT
Læs også