Erhverv

British Airways står med kæmperegning efter teknisk problem

Teknisk problem kan koste luftgigant trecifret millionbeløb i kundekompensation og tabt forretning.

British Airways er tvunget til at betale, og det lader til at ville koste mere end 100 mio. pund, udtaler James Walker, der er øverste chef for flyerstatningsfirmaet Resolver. Foto: AP/ Kirsty wigglesworth

British Airways oplevede i weekenden et omfattende teknisk problem, der forårsagede aflysninger og forsinkelser på britiske afgange. Omkostningerne kan nå op på mindst 100 mio. pund, svarende til 850 mio. kr., for at dække kundekompensation og tabt forretning.

Det skriver The Guardian.

British Airways måtte lørdag aflyse alle afgange fra Heathrow og Gatwick efter et teknisk problem, der menes at være forårsaget af et strømproblem. Luftfartsselskabet melder ud, at der ikke er noget tegn på et cyberangreb.

Mere end 1000 flyafgange blev påvirket, passagerer var strandede, der opstod bagageproblemer, og kaos herskede i lufthavnene. British Airways er omfattet af EU-regler, der kræver, at selskabet kompenserer passagererne.

- Computersystemets sammenbrud er inden for selskabets kontrol. British Airways er tvunget til at betale, og det lader til at ville koste mere end 100 mio. pund, udtaler James Walker, der er øverste chef for flyerstatningsfirmaet Resolver, til The Guardian.

British Airways har endnu ikke til fulde løst de tekniske udfordringer og oplever blandt andet problemer med selskabets call cente, hjemmeside samt planlægning af flyafgange.

BRANCHENYT
Læs også