Erhverv

Vil du give 6,6 mio. for at spise en bøf med verdens bedste investor?

Den årlige auktion over retten til at spise en frokost med Oraklet fra Omaha ventes at stige yderligere inden fredag.

Det kommer til at koste mange penge at spise en frokost med Warren Buffett. Lige nu er prisen 1 mio. dollars, men sidste år betalte en anonym byder 3,46 mio. dollars for retten til at få en steak med Buffett. Alle pengene går til velgørenhed. Foto: Nati Harnik

Foreløbig ligger det højeste bud for at spise en frokost med "verdens bedste investor" på 1 mio. dollars. Men fristen udløber først fredag, og sidste år betalte en anonym byder 3,46 mio. dollars for at få aftalen i hus med Warren Buffett.

Warren Buffett er kendt som en af verdens bedste investorer og adm. direktør for det børsnoterede selskab Berkshire Hathaway. Hvert år sætter han en frokost på auktion, hvor den højstbydende kan spise sammen med ham på Smith & Wollensky steakhouse i New York, skriver Bloomberg.

Pengene går til velgørenhed, og det er fonden Glide, der kommer til at nyde godt af overskuddet. Glide har hjemme i San Francisco og hjælper hjemløse.

Buffett satte første gang en frokost på auktion i 2002, hvor det indbragte knapt 100.000 dollars. Men siden er priserne steget markant og sidste år blev frokostaftalen solgt for 3,46 mio. dollars, hvilket var rekord.

Den foreløbige pris for dette års frokost har rundet 1 mio. dollars, men traditionelt begynder byderne først at røre på sig på auktionens sidste dag som er i morgen fredag.

Læs også
Top job