Erhverv

Først var croissanten i fare: Nu frygter svenskerne en smørkrise

De danske forbrugere behøver umiddelbart ikke gå i panik over smørmanglen, lyder det fra Arla i Danmark.

En smørkrise banker på døren i flere lande. Foto: Jan Dagø Foto: Jan Dagø

I Frankrig bliver der talt om smørpanik, og manglen på det gule guld ser nu også ud til at ramme de svenske forbrugere.

Det skriver det svenske erhvervsmedie Dagens Industri.

Allerede fra efteråret kan det ske, at man ikke kan forvente smør på hylderne i de svenske butikker til enhver tid, siger markedsanalytiker Lennart Holmström til mediet. Den væsentligste årsag skal være, at svenskerne har ændret forbrugsvaner og i dag indtager mere fedt, samtidig med at der skæres ned på kulhydraterne i kosten. Det har givet øget efterspørgsel på smør frem for margarine.

»Vi har aldrig set noget lignende. Der er noget, der sker i markedet, som ingen kan forklare,« siger kommunikationsdirektør hos Arla i Sverige, Erik Bratthall til mediet.

Selvom brødrene Price ynder at opfordre danskerne til at bruge »rigeligt smør«, behøver forbrugerne herhjemme dog ikke at gå i panik og hamstre, lyder vurderingen fra en af de store danske leverandører, Arla Foods. Thomas Carstensen, chef for Arla Foods råvarehandel, understreger, at Arla i Danmark prioriterer at levere smør ud i detailhandlen og til kantinerne over industrisalg og derfor forventer at kunne levere varen.

»Men det er klart, at vi lige nu må sige nej til øget industrisalg både i Danmark og i Europa til eksport. Det er vores klare plan at sikre, at der er smør på hylderne, men nu er Arla jo ikke den eneste udbyder. Det kan jo være, der er andre, der ikke kan levere,« siger han.

Han mener, at forklaringen på problemet skal findes i lave mælkepriser i 2016 og foråret 2017 og en produktion, der bl.a. på grund af priserne ikke er fulgt med et generelt øget forbrug af smør og fedt i hele Europa. Det tager kortere tid at stoppe en produktion, hvis mælkepriserne falder, end at skaffe flere køer og øge produktionen igen, konstaterer han. Selvom han forudser, at der på et tidspunkt vil komme balance i udbud og efterspørgsel, bliver smørkrisen næppe løst i år.

»Traditionelt er der et større smørforbrug i slutningen af året og en større produktion i starten af året, så man plejer at kunne gemme noget på lager, til forbruget stiger. Lige nu oplever vi, at der ikke bliver gemt noget, og det kan nok gå hen og blive ret dramatisk i efteråret på visse markeder som i Frankrig, der har et stort forbrug til f.eks. croissanter,« siger Thomas Carstensen.

Mismatchet mellem udbud og efterspørgsel har forårsaget høje priser på smør, hvilket har afledt internationale overskrifter om, om netop et elsket fransk bagværk som croissanten kan være truet.

Ifølge Ritzau har franske landmænd klaget over, at de får mindre for deres mælk end det koster at producere den, fordi EU har et overskud på 350.000 ton mælkepulver, hvilket presser mælkepriserne i bund. De høje råvarepriser på smør og fløde i råvareafsætning presser således eksempelvis bagerbranchen.

Lande som Frankrig og Sverige står dog i en anden situation end Danmark, forklarer Thomas Carstensen. Sverige har f.eks. gennem mange år haft en faldende eller stabil mælkeproduktion, samtidig med at forbruget af smør er øget.

»Vores mælkeproduktion herhjemme har generelt været stigende. Ca. 25-30 pct. af vores produktion bliver brugt i Danmark, mens resten går til eksport. I Sverige er forbruget meget højere, og hvis mejerierne vælger at lave mere smør, skal de måske til gengæld lave mindre ost, sødmælk og yoghurt. Der er jo kun de køer, der er,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også