Erhverv
0

Bare bryster gjorde Jesper Nygart kendt: Nu er han mangemillionær

Den danske læge Jesper Nygart tjente en formue på at sælge sit livsværk.

Reklamer med bare bryster på busserne har været med til at gøre Nygart kendt. PR-foto: Nygart

Han blev kendt for en række opsigtsvækkende annoncer med bare bryster, der var påklistret busser rundt om i landet.

»Jylland bliver kønnere. Nye bryster. Kr. 25.000,« stod der f.eks. på Sydtrafiks busser i efteråret 2014.

Men det mest opsigtsvækkende ved lægen Jesper Nygart er nok den sum penge, der er tikket ind på hans private konto. Da Jesper Nygart i oktober sidste år solgte sin kæde af privathospitaler, Nygart, til svenske Akademikliniken, var prisen hemmelig.

Nu viser et nyt regnskab, at Jesper Nygart indkasserede over 60 mio. kr. for sit livsværk.

I alt 67 mio. kr. kom der sidste år ind i Jesper Nygarts pengetank, Nygart Holding, som nu har en egenkapital på knap 75 mio. kr. Det er »tilfredsstillende,« skriver Jesper Nygart i regnskabet.

Jesper Nygart ejede størstedelen af Nygart Privathospital, mens en mindre ejerandel tilhørte Kari Knutsson, der er speciallæge i plastikkirurgi hos Nygart. Hun tjente cirka 7 mio. kr. ved salget, viser et nyt regnskab for hendes holdingselskab.

Jesper Nygart stiftede Nygart Privathospital i 1997 i København og udvidede siden med afdelinger i både Aarhus, Lyngby og Malmø. Firmaet udfører årligt omkring 1.000 brystforstørrelser og er dermed en af de største aktører på markedet herhjemme.

Det kastede sidste år et overskud på 6,5 mio. kr. af sig. Omsætningen er hemmelig.

Den nye ejer af Nygart Privathospital, svenske Akademikliniken, har kapitalfonden Polaris som hovedaktionær. Akademikliniken blev stiftet for 25 år siden af kirurgerne Per Hedén og Jan Jernbeck og er siden ekspanderet til Danmark og Norge.

Jesper Nygart fungerer fortsat som direktør i Nygart Privathospitaler og udfører også behandlinger.

BRANCHENYT
Læs også