Cuba genopliver statsejede kærlighedsmoteller
På grund af stor boligmangel i hovedstaden Havana, vil de cubanske myndigheder genoplive de særlige posadas, som er små moteller, hvor par kan leje et værelse i et par timer.
Forelskede cubanere slipper snart for at søge ind i parker eller dunkle gyder, når lysterne bliver for store i den caribiske tropenat.
Ifølge flere internationale medier, herunder Reuters, vil de cubanske myndigheder genoplive de såkaldte posadas, der er små moteller, hvor forelskede par kan leje et mindre værelse et par timer og få gjort det, der nu engang skal gøres.
Posadas har tidligere været et relativt udbredt fænomen, især i og omkring hovedstaden Havana, men motellerne døde ud under den økonomiske krise, der for alvor ramte Cuba i 1990’erne.
Men manglen på boliger i Havana, hvor store familier ofte lever sammen på ganske få kvadratmeter, har medført en efterspørgsel efter private steder, hvor par og ægtefolk kan købe lidt privattid sammen.
Private udlejere har hidtil dækket dele af efterspørgslen på værelser, men prisen har ofte været så pebret, at de fleste cubanere har foretrukket at foretage den private stund under åben himmel – f.eks. i Havanas parker.
Ifølge Reuters er det ikke unormalt, at en privat udlejer tager 5 dollars for at udleje et værelse i tre timer. Månedslønnen for en almindelig cubaner ligger på ca. 30 dollars.
Ifølge de cubanske myndigheder vil timeprisen for et værelse i de nye posadas derfor være væsentlige lavere.
Cuba har en anslået befolkning på ca. 11.2 mio. Heraf bor ca. 2 mio. i Havana.