Erhverv

Tesla bløder penge i Danmark: Sælger 95 pct. færre biler

Teslas danske datterselskab har tabt egenkapitalen. Moderselskabet står dog klar med en redningskrans.

At Tesla har problemer i Danmark, er nu blevet bevist i et nyt regnskab fra elbilgigantens danske datterselskab. Foto: Imaginechina via AP Images.

På verdensplan har Tesla i løbet af i år hittet mere end nogensinde.

Men i Danmark virker elbilgiganten tværtimod til at være mindre eftertragtet end set før. Det har for nyligt fået det internationale medie Bloomberg til at skrive en artikel om emnet under overskriften "Denmark is killing Tesla".

At Tesla har problemer i Danmark, er nu blevet bevist i et nyt regnskab fra elbilgigantens danske datterselskab. Det kom nemlig ud af 2016 med et rekordstort underskud efter skat på 15 mio. kr. Det skete efter et år, da salget af Tesla-biler i Danmark styrtdykkede med 95 pct.

I 2015 blev der ifølge regnskabet solgt 2.814 Tesla-biler i Danmark, mens der i 2016 blev solgt sølle 127 biler. Dog skal det siges, at 2015 var et exceptionelt godt år for Tesla i Danmark.

Det store underskud i 2016 betyder, at Teslas danske selskab har tabt sin egenkapital. Dog har moderselskabet indvilget i at understøtte det danske selskab finansielt i op til 15 måneder frem fra den 30. juni, da det nye regnskab blev underskrevet.

Nøgletal i Tesla Motors Denmark ApS de seneste fem regnskabsår:

Mio. kr. 2012 2013 2014 2015 2016
Resultat efter skat 0,003 0,4 -0,1 5,2 -15
Egenkapital 0,2 0,6 0,5 5,7 -9,3

Hvis tilhængere af Tesla går og håber på, at udviklingen vender i Danmark i den kommende tid, bliver de nok slemt skuffede.

For i det nye regnskab skriver Tesla Motors Denmark, at den forventer samme salgsniveau i 2017 som i 2016.

»Vores service og salgsorganisation har stabiliseret sig, og derfor forudser vi ikke nogle signifikante investeringer eller stigninger i medarbejderstaben i den nære fremtid,« skriver Teslas danske datterselskab i regnskabet.

I 2016 beskæftigede Tesla 82 medarbejdere i Danmark. Det er næsten 30 mere end året forinden.

De senest offentliggjorte tal fra Dansk Elbil Alliance viser, at der i januar blev solgt seks elbiler i Danmark. Ingen af dem var dog en Tesla.

En forhøjet afgift på elbiler skulle være årsagen til faldet, har Dansk Elbil Alliance forklaret til TV 2.

Det meget begrænsede salg af elbiler i Danmark fik i april regeringen til at lempe reglerne lidt.

I stedet for løbende at hæve afgiften hvert år frem til 2020, skal der nu sælges 5.000 elbiler, før priserne igen stiger. Dog bliver registreringsafgiften skubbet op til 40 pct. af, hvad traditionelle biler skal betale i 2019 uanset salgstal, og derfra videre op, så der ikke er nogen rabat på elbiler i 2022.

Læs også