Bill Gates må afgive tronen: Nu er Jeff Bezos verdens rigeste

Heftige stigninger i Amazons aktiekurs har gjort online-købmand Jeff Bezos til verdens rigeste. Alene i år har han tjent 157 mia. kr. på kursstigninger.

53-årige Jeff Bezos er nu verdens rigeste person, godt hjulpet på vej af Amazons vilde kursstigninger. Foto: AP

Hvordan bliver man verdens rigeste person? Man starter en boghandel – på nettet.

Den plan har i hvert fald virket for Jeff Bezos, stifter og direktør for Amazon. En stigning i aktiekursen for Amazon på 1,8 pct. i løbet af torsdag har nemlig gjort, at Bezos nu har overhalet Bill Gates som verdens rigeste. Det rapporterer Bloomberg.

Da Jeff Bezos ejer 17 pct. af aktierne i Amazon, svarede det til en stigning i hans personlige formue på en rund milliard dollars i løbet af dagen. Stigningen i dag er sket på grund af høje forventninger til det kvartalsregnskab, som Amazon fremlægger senere i dag.

I alt er Amazon-aktien steget med 40 procent siden nytår, hvilket undervejs har hævet Jeff Bezos' formue med massive 157 mia. kr. Tilsammen har han nu passeret 90 mia. dollars, altså 575 mia. kr.

Jeff Bezos grundlagde Amazon i 1994 på et tidspunkt hvor de færreste anede, hvad internettet var. Siden er Amazon vokset fra at sælge bøger og cd'er online til at blive et helt imperium, der kan forsyne kunderne med alt, hvad hjertet begærer. Et nyligt opkøb af kæden Whole Foods i USA åbner nu også for salg af dagligvarer over nettet.

Samtidig har Amazon fået opbygget et enormt logistisk apparat og har nu sågar egne fly til at flytte kasser rundt. Og på den digitale front har Amazon fået succes med at stille datakraft og lagerplads til rådighed. I dag er Amazon Web Services klart verdens største cloud-tjeneste og har alt fra Netflix til CIA som kunder.

Udover Amazon har Jeff Bezos hygget sig med sideprojekter, for eksempel raketfirmaet Blue Origin, der ligesom Elon Musk arbejder på at bygge genanvendelige raketter. Målet for Blue Origin er dog i højere grad at åbne for rumturisme, mens Elon Musk taler om at redde menneskeheden ved at kunne flyve til Mars.

Jeff Bezos har også gjort sig bemærket ved at købe den ansete avis Washington Post, som var kommet i økonomisk uføre, men som med Bezos som ejer nu oplever sin anden ungdom.

Læs også