Erhverv

Flyselskaber advarer om lange køer i europæiske lufthavne

Striksere sikkerhedstjek har gjort det mere tidskrævende at flyve til Storbritannien, advarer flere britiske flyselskaber. En serie af strejker i spanske lufthavne bidrager til lange køer.

British Airways og irske Ryanair er blandt de selskaber, der har måttet advare kunderne om usædvanligt lange køer i mange lufthavne, når man flyver mod England. Foto: Nick Morrish

Skal du flyve ind og ud af England, kan du risikere at havne i lange køer.

Kombinationen af feriesæson for briterne, ekstra sikkerhedstjek for rejsen ind og ud af Schengen-område, samt omfattende strejker i Spanien har fået flere flyselskaber til at sende advarsler til kunderne.

Mød op mindst tre timer før afgang, lyder rådet til kunder, der flyver mod Storbritannien fra en række europæiske lufthavne. Det skriver BBC.

Nye, strammere regler for sikkerhedstjek, når flypassagerer flyver ind og ud af EU's Schengen-samarbejde, som Storbritannien ikke er med i, har ført til lange køer i nogle lufthavne, hvor der ikke er blevet afsat nok ekstra personale til opgaven. Lufthavnene i Madrid, Paris (Orly), Bruxelles, Lissabon og Milano er især ramt, lyder det fra Airlines for Europe, en interesseorganisation for flyselskaber.

Og i Spanien er situationen fra 4. august og frem endnu værre, fordi personalet i Barcelonas El Prat-lufthavn har varslet en serie af strejker i protest mod arbejdsforholdene og lønnen. Meldingen lyder, at strejkerne vil falde fredage, søndage og mandage, i intervaller i løbet af dagen, indtil den 14. august, hvor der så vil være et helt døgns strejke, hvis ikke parterne er nået til enighed.

Det førte i dag fredag til køer på flere hundrede meter igennem Barcelonas lufthavn, ifølge The Guardian. Strejkerne blev fordelt på to gange en time, fra kl. 5.30 til 6.30 og 10.30 til 11.30 fredag morgen og formiddag. Der var op til tre timers ventetid for at komme igennem sikkerhedstjek.

Skoleferien begynder i slutningen af juli i Storbritannien, og i løbet af én weekend rejste 2,4 mio. briter med fly på ferie, hvilket altså har forstærket problemerne.

BRANCHENYT
Læs også