Avis: Yderligere tre personer snød Skat for 37 millioner
Der var tilsyneladende flere om at snyde Skat for 37 millioner kroner i fejlagtigt tilbagebetalt udbytteskat end de to, der er fængslet i sagen.
Ifølge Politiken har myndighederne dokumentation for, at yderligere tre personer har været involveret.
Avisen skriver, at det er lykkedes Bagmandspolitiet at fastslå, at tre andre personer også fik del i udbyttet. Deres rolle skal være blevet afdækket ved at følge de digitale spor efter de to varetægtsfængslede personer på 46 og 68 år.
Bagmandspolitiets chef, Morten Niels Jakobsen, har ikke villet kommentere avisens oplysninger.
Men han forventer snart at få afklaret, om der er grundlag for at føre sag mod de to fængslede.
- Jeg forventer, at vi i løbet af relativt kort tid kan tage stilling til, om der er grundlag for et anklageskrift mod dem.
- Hvis der er det - med streg under hvis - kan vi formentlig køre sagen allerede i efteråret, siger Morten Niels Jakobsen til Politiken.
De mistænkte har begge nægtet sig skyldige i sagen og har ikke villet udtale sig under grundlovsforhørene ved Retten i Lyngby.
Sagen om de 37 millioner daterer sig tilbage til 2007. Den ligger dermed forud for sagen, hvor Bagmandspolitiet prøver at finde ud af, hvem der malkede statskassen for 12,4 milliarder kroner i perioden fra 2012 til 2015.
/ritzau/