Erhverv
0

FLS-boss ser minemarkedet røre på sig - men der er stadig lang vej endnu

4 skarpe til FLSmidths topchef, Thomas Schulz, oven på regnskabet for 2. kvartal, som trods vækst på toplinjen ikke fik investorerne til at juble.

FLS' regnskab for 2. kvartal har ikke rykket ved topchefen Thomas Schulzs forventninger til 2017. Koncernen forventer fortsat en omsætning på 17-19 mia. kroner og en overskudsgrad på 7-9 pct. Foto: Stine Bidstrup

En skrumpende ordrebog, dyb krise i mineindustrien og udfordringer i Angola presser ingeniørgiganten FLSmidth, som dog leverede omsætningsvækst i 2. kvartal af 2017. Thomas Schulz, adm. direktør i FLSmidth & Co. A/S , ser dog lys for enden af tunnellen. Mineselskaberne er så småt begyndt at forberede større ordrer, men det varer fortsat noget tid, før de rammer markedet.

Hvorfor er ordrebogen skrumpet i 2. kvartal af 2017?

»Det skyldes bl.a. valutaudsving, som har påvirket negativt med 600 mio. kr. Derudover har vi skruet ned for en O&M-kontrakt (Operation & Maintenance, red.) i Angola baseret på forringede markedsforhold. Det er yderligere 250 mio. kroner, og det forklarer faldet. Der kommer snart et valg i Angola, og markedet er faldet inden for byggeri og dermed cementforbruget.«

Hvordan ser situationen ud i mineindustrien? Begynder mineselskaberne at tale om flere, større ordrer, eller er de fortsat tøvende?

»Stemningen er mere positiv. Der er mere snak i markedet, og flere projekter og idéer bliver offentliggjort, men det vil tage et pænt stykke tid, inden det giver aktivitet. 2017 har et utroligt lavt CAPEX-niveau (investeringer i f.eks. nyanlæg eller udstyr, red.).«

Hvor lang tid tror du, der går, før vi vil se mange CAPEX-ordrer igen?

»I starten af 2018 vil vi helt sikkert se en forbedring, og år for år vil det blive bedre. På mellemlang til lang sigt er vi positive, men lige nu er er niveauet meget lavt.«

I har fastholdt forventningerne til 2017. Hvad skal der ske for, at I når det lave eller høje niveau i forhold til omsætning og overskudsgrad?

»Der skal et mere negativt marked end det, vi ser i dag, til, før vi rammer den lave ende, og omvendt skal markedet være en smule mere positivt, hvis vi skal nå den høje ende. Vi befinder os i midten af året, og vi må afvente og se, hvordan markedet udvikler sig. Markedet er volatilt set ud fra et politisk perspektiv, som kan påvirke forretningen i begge retninger.«

Regnskabstal for FLSmidth:

I mio. kr.2. kvartal 20172. kvartal 20161. halvår 20171. halvår 2016
Omsætning4.5854.1358.9567.893
Driftsresultat, EBITA342273714519
Resultat før skat143145381260
Resultat efter skat7597236170
Overskudsgrad i pct.7,56,686,6
BRANCHENYT
Læs også