Erhverv
0

Nu flokkes advokaterne: DR har fået det første krav om tilbagebetaling af ulovlig moms på licensen

Foreløbigt har tre advokatfirmaer meldt sig for at rejse massesøgsmål mod DR og den danske stat på grund af påstået ulovlig moms på danskenes medielicens.

DR har fået det første krav om tilbagebetaling af ulovlig moms. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans
 
Advokaterne kæmper tilsyneladende om at komme først med at rejse krav mod DR for få tilbagebetalt moms, som mediehuset ifølge eksperter har opkrævet ulovligt i årtier.

Tirsdag morgen kl. 9:40 sendte advokatfirmaet DLA Piper (tidligere Lett Advokater) det første kendte krav mod DR på vegne af en nystiftet forening, Kræv licensmoms tilbage.

Også skatteadvokat Christian Bachmann fra Bachmann/Partners varsler, at et krav vil blive sendt tirsdag eftermiddag mod DR og Skat på vegne af en ligeledes nystiftet forening, LicensRetur.nu.

DLA Pipers krav lyder på tilbagebetaling af tre års moms til nuværende og kommende medlemmer af foreningen, som advokatfirmaet selv har stiftet med henblik på at lancere et gruppesøgsmål, og advokat Peter Lunau Larsen fortæller, at DR har fået 14 dage til svare.

»Jeg forventer ikke, at DR lægger sig fladt ned, så jeg er gået i gang med at udarbejde en stævning mod DR og den danske stat, som vi kan sende til retten, når svarfristen er gået,« siger Peter Lunau Larsen.

Allerede mandag lancerede advokatfirmaet Plesner en hjemmeside, hvor folk kan tilmelde sig et massesøgsmål mod DR og Skat.

Kravene kommer, efter at Finans har afsløret, hvordan en stribe fremtrædende eksperter konkluderede, at DR i årtier har opkrævet ulovlig moms på danskernes licensregninger.

Sagen kort
  • I 2016 afgjorde EU-Domstolen, at den tjekkiske radiolicens faldt helt uden for momsreglerne, og derfor heller ikke kunne belægges med moms.
  • Den tjekkiske radiolicens har tydelige lighedstegn med den danske medielicens, og dommen fik derfor Skatteministeriet til at undersøge, om dommen havde konsekvenser for Danmark
  • I marts orienterede skatteminister Karsten Lauritzen Folketinget om, at Danmark - i modsætning til Tjekkiet - er omfattet en særlig undtagelsesklausul, som gør, at DR fortsat kan opkræve moms medielicensen på vegne af den danske stat.
  • En lang række fremtrædende eksperter mener dog, at ministeriet tager fejl. Finans kontaktede ti eksperter. En var enig med ministeriet, en var i tvivl, og otte vurderede, at DR opkræver ulovlig moms og skal betale ulovlig moms tilbage til danskerne.

DR sender pengene videre til statskassen, og DR har ingen planer om at stoppe opkrævningen, fordi mediehuset læner sig op ad en juridisk vurdering fra Skatteministeriet, der er kommet frem til den stik modsatte konklusion af det store flertal af eksperter.

»Jeg har arbejdet med moms i over 15 år, og det er min klare vurdering - lige som de eksperter, der har udtalt sig i pressen - at der er en sag, og at det er en meget, meget god sag,« siger Peter Lunau Larsen.

DLA Piper har lavet en model, hvor folk kan tilmelde sig Foreningen for 100 kr., hvilket skal dække advokatfirmaets omkostninger ved at administrere foreningen samt betale retsafgifter i sagen. DLA har samtidig ansøgt om fri proces, og håbet er, at en bevilling om fri proces kan bruges til at dække selve advokatomkostningerne ved at føre retssagen.

Et retsopgør kan komme til at stå på i årevis og vil formentlig involvere både danske domstole og EU-Domstolen.

Om medielicensen
  • DR har ansvaret for opkrævning af medielicens på vegne af Kulturministeriet.
  • Sidste år opkrævede DR 4,5 mia. kr. i licens hos danske husstande eksklusive moms. Dertil kom moms for 1,1 mia. kr.
  • Cirka 2,4 mio. husstande betaler medielicens.
  • 67 procent af den årlige licens i 2017 går til DR
  • Alle over 18 år, der ejer et tv eller en smartphone/tablet/computer med internet, skal betale medielicens. Også selv om de ikke bruger licensfinansierede medier.

Kilde: DR

Hvis blot en enkelt licensbetaler vinder en sag, kan det medføre tilbagebetaling til alle, der er blevet opkrævet ulovlig moms, herunder primært de 2,4 millioner private husstande, der sidste år betalte samlet 1,1 mia. kr. i moms på medielicensen - eller cirka 500 kr. per husstand.

Sagen får dog ikke umiddelbart nogen betydning for Plesners bestræbelser på at stable en retssag på benene, siger managing partner Tom Kári Kristjánsson.

»Det forekommer ikke sjældent, at flere parallelle sager verserer om samme spørgsmål samtidig. Jeg har ikke nogen afklaret holdning endnu, om det skal være tilfældet i denne sag. Det vigtigste er, at vi får prøvet den faglige problemstilling og om skatteministerens meget kategoriske udmelding om, at der ikke er noget at komme efter, holder vand,« siger han.

Som udgangspunkt kan licensbetalerne kræve 3 års moms tilbage, svarende til 1500 kr. Plesner vil beregne sig en fast pris, som bliver lavere jo flere licensbetalere, der deltager, og der skal rigtig mange til, før det giver økonomisk mening.

Jeg har arbejdet med moms i over 15 år, og det er min klare vurdering - lige som de eksperter, der har udtalt sig i pressen - at der er en sag, og at der er en meget, meget god sag.

Advokat Peter Lunau Larsen, DLA Piper

Ifølge Tom Kári Kristjánsson har interessen dog været stor, og allerede tirsdag havde »flere tusinde« tilkendegivet deres interesse på den hjemmeside, som Plesner har oprettet til formålet, licensmoms.dk.

»Det er meget positivt, og hvis det fortsætter, så vil der bestemt være den fornødne interesse, der gør, at vi vil rejse sagen,« siger han.

Advokat Christian Bachmann oplyser, at danske licensbetalere kan blive medlem af hans forening gratis, og at foreningen vil søge finansiering gennem crowdfunding på de sociale medier.

Som nævnt har DR blot opkrævet momsen på vegne af den danske stat, og har altså ikke selv fået noget ud af den påståede ulovlige momsopkrævning.

Ifølge eksperterne ændrer det dog ikke ved, at licensbetalerne er nødt til at rejse kravet mod den, der har opkrævet pengene. Skulle DR så blive dømt til at betale, må DR efterfølgende bede statskassen om at blive kompenseret.

Reglerne om tilbagebetaling af ulovligt opkrævne afgifter og skatter er dog langt fra enkle, og det er tidligere lykkedes at få gennemtrumfet en tilbagebetaling over for statskassen direkte.

Plesner har da også varslet et krav mod både DR og Skat, mens DLA Piper vil stævne både DR og den danske stat, hvis DR - som forventet - nægter at tilbagebetale momsen.

»DR er så at sige uskyldig i ulykken, og de agerer i overensstemmelse med den lov, som de er underlagt. Men vi retter kravet mod DR, fordi det er dem, der har opkrævet momsen, og så den danske stat, som har det egentlige ansvar,« siger Peter Lunau Larsen.

DR oplyser i en skriftlig kommentar, at mediehuset har modtaget flere henvendelser både skriftligt og mundtligt om sagen, og at man nu er ved at gennemgå henvendelserne. Først når man er færdig med at gennemgå dem, vil DR svare på, hvordan man vil forholde sig til dem.

Samtidig har DR lagt en orientering om sagen på sin hjemmeside for »at rydde nogle misforståelser af vejen« for DR's brugere.

BRANCHENYT
Læs også