0

Dansk smykkedesigner mister retten til sit navn: »Hvad skal jeg nu kalde mig?«

Sø- og Handelsretten har fastslået, at Mads Ziegler skal fjerne sit navn fra både sine smykker og sit firmas navn.

Mads Ziegler har gennem en årrække produceret og solgt smykker i sit eget navn. Det skal han stoppe med nu. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Den danske smykkedesigner Mads Ziegler har mistet retten til at bruge sit eget navn i kommercielt øjemed.

Det har Sø- og Handelsretten mandag fastslået i en dom, som forbyder Mads Ziegler og hans virksomhed at producere og sælge smykker under navnet Mads Ziegler.

Derudover skal Mads Ziegler slette ordet Ziegler fra virksomhedens hoved- og binavne.

»Jeg synes , det er urimeligt, at jeg ikke må bruge mit navn længere. Det er jo helt vanvittigt. Hvad skal jeg nu kalde mig?« spørger han, da Finans får fat på ham mandag eftermiddag.

Baggrunden for sagen er, at han i 2003 var med til at stifte en virksomhed ved navn Kranz & Ziegler. Otte år senere blev virksomheden opkøbt af smykkekoncernen Jens J. Aagaard, og Mads Ziegler fortsatte som ansat i virksomheden, selvom han ikke længere ejede noget af den.

I de følgende år svigtede indtjeningen dog, og både Kranz & Ziegler og Jens J. Aagaard måtte indgive konkursbegæringer.

Dagen efter selskaberne gik konkurs, stiftede rigmanden Jens Heimbuger et selskab ved navn Aagaard/Kranz & Ziegler og købte aktiverne ud af de to konkursboer, herunder varemærkerettighederne til ordmærkerne ”Kranz & Ziegler”, ”Story by Kranz & Ziegler”, ”by Kranz & Ziegler”, ”Ziegler” samt ”Kranz”.

Forinden konkursen i virksomhederne Kranz & Ziegler og Jens J. Aagaard stiftede Mads Ziegler et selskab, der senere fik navnet Mads Ziegler A/S og havde binavnene Ziegler Jewellery A/S og Ziegler A/S.

Men både de navne og brandet Ziegler mente Aagaard/Kranz & Ziegler, at den havde rettighederne til, og derfor lagde virksomheden sag an.

Det er i den sag, at der nu er faldet dom, som forbyder Mads Ziegler at bruge sit eget navn fremadrettet i sit arbejdsliv.

»Det føles lidt som den store, der slår den lille i hovedet. I mine øjne har man gået efter manden frem for bolden i den her sag, for jeg er sikker på, at ingen i branchen forveksler vores brands med hinanden,« siger Mads Ziegler.

Han har endnu ikke taget stilling til, om han vil anke sagen.

Sagens modpart, Aagaard/Kranz & Ziegler, er godt tilfreds med Sø- og Handelsrettens dom, som også indbringer virksomheden et symbolsk beløb på 50.000 kr.

»Vi lagde sag an mod firmaet Mads Ziegler A/S i februar 2016 efter julesæsonen 2015, hvor vi kunne konstatere, at mange af vores forhandleres ansatte og modemedier samt ikke mindst slutforbrugere forvekslede Kranz & Zieglers brand med det nylancerede Mads Ziegler-mærke. Denne konklusion kunne vi først drage efter et halvt år, og vi er glade for rettens dom, som også er helt klar vedrørende forvekslelighed,« skriver Morten Skou, administrerende direktør i Aagaard/Kranz & Ziegler, i en mail.

Han fortæller videre, at virksomheden ikke målrettet er gået efter tidligere medarbejdere, herunder Mads Ziegler.

»Vi ønsker alene at beskytte det brand, vi har købt og arbejder på at styrke hver eneste dag. Set i lyset af dette er vi selvfølgelig tilfredse med, at retten nu har slået fast, at vores brand ikke må krænkes,« skriver Morten Skou.

I 2016 tabte den kendte topdesigner Benedikte Utzon en lignende sag i Højesteret. Hun blev ligeledes dømt til ikke at måtte bruge sit navn, når hun designede tøj. Retten til det købte et andet firma, efter Benedikte Utzon gik konkurs for år tilbage.

Sagen fik Benedikte Utzon til at skifte navn til Liv Utzon.

BRANCHENYT
Læs også