0

Rigmænds cykelkæde begæret konkurs

Flere år med underskud og hård konkurrence har slået bunden ud af cykelkæden Webike, siger direktør.

Den kendte cykelkæde Webike, der er ejet af tre danske rigmænd, er på vej til at lukke.

Webike med tre større butikker rundt om i landet har efter et mislykket forsøg på at redde virksomheden indgivet konkursbegæring. På Webikes hjemmeside fremgår det desuden, at kæden »ikke tager imod ordrer i øjeblikket.«

Adm. direktør Ulrik Andreassen bekræfter konkursbegæringen over for Finans.

»WeBike har gennem flere år leveret underskud, og selv med mange forsøg på at vende virksomheden rundt er det ikke lykkes at gøre den til en forretning i balance. En uventet stille sommer og øget pres i branchen, bl.a. fra store udenlandske netspillere, har slået bunden ud af virksomheden,« skriver han i en mail.

Hvorvidt Webike kan åbne igen er endnu uvist, tilføjer han.

»Lige nu gør vi alt hvad vi kan for at hjælpe de kunder, som som måtte være kommet i klemme,« skriver Ulrik Andreassen.

Hovedaktionæren i Webike er en anden kendt cykelkæde - Heino Cykler - der i begyndelsen af året købte aktiemajoriteten i Webike for et ukendt beløb. Heino Cykler er ejet af mangemillionæren Michael Spangsberg, manden bag de kendte flødeboller af samme navn, samt Torben Bjørn Christensen og Bent Støttrup, der begge er gode for tocifrede millionbeløb.

Men trods bugnende formuer har de tre rigmænd tilsyneladende ikke ønsket at poste flere penge i Webike. De købte cykelkæden, velvidende at den få måneder forinden havde fremlagt et regnskab, der viste et underskud på 2,6 mio. kr. og en negativ egenkapital.

Det fik cykelkædens revisor til at så tvivl om den fortsatte drift.

»Selskabets fortsatte drift er betinget af, at den stillede finansiering kan opretholdes og eventuelt udvides i takt med behovet herfor,« skrev revisoren i regnskabet.

BRANCHENYT
Læs også