Erhverv

Landsholdet genvandt folkets kærlighed i bedste landskamp i mands minde

Åge Hareide satsede i sin hidtil største test og skabte en ikonisk sejr.

Christian Eriksen efter sit flotte mål til 4-0 over Polen. Foto: Jens Dresling

I filmens verden arbejder man med udtrykket coming of age. Her overkommer hovedpersonen en prøvelse, der udvikler ham fra dreng til voksen. For Åge Hariedes unge landshold skete det fredag 1. september 2017 mod Polen i en totalt udsolgt Parken.

Fakta

Danmark - Polen 4-0

Danmark: 10

Polen: 1

Kampens spillere:

Christian Eriksen, Danmark, 10

Robert Lewandowski , Polen, 2

Dommer: Milorad Mazic, Serbien, 8

Det lærte vi: Kan Danmark genskabe niveauet fra Polen-kampen, er landsholdet ikke blot gode nok til VM. Det vil være et farligt hold for mange modstandere.

Detaljen: Danmark er med sejren kun tre point fra førstepladsen i puljen og nu bedre indbyrdes med Polen.

Danmark ikke kun blæste nyt liv i målet om en VM-plads ved at ydmyge verdens nummer fem med 4-0.

Landsholdet genvandt folkets kærlighed efter år på lavt blus. Det var en af de magiske aftener i Parken med en dansk sejr, der ikke havde været siden 2-1 mod Portugal i efteråret 2011. Der blev sejlet op af åen, hældt fadøl i svælget, klappet landsholdsspillere stående ud til pause og knyttet næve efter 90 minutter. Landsholdets potentiale var ikke længere noget, man kun snakkede om. Det foldede sig for første gang ud nede på banen.

Hareide og spillerne havde selv sagt, at det var vind eller forsvind, og de leverede. Pludselig er en ellers halvtam VM-kvalifikation forvandlet til en situation, hvor Danmark er tre point efter polakkerne på førstepladsen og bedre indbyrdes.

Åge Hareide ikke kun overraskede med sin startopstilling. Han var tæt på at forbavse. Dalsgaard, Bjelland og Jens Stryger Larsen udgjorde de fire bagerste sammen med kaptajn Kjær. Mens Andreas Cornelius og Pione Sisto lå placeret ved siden af Nicolai Jørgensen i front i en 4-3-3-formation. Det sats førte til den suverænt bedste halvleg under nordmandens ledelse.

Thomas Delaney sendte et godt spark mod det polske mål allerede inden, at bolddrengene nåede ud til deres pladser. Landsholdets gode start blev dog ikke for alle at overvære. Selv fem minutter efter kampstart stod der lange køer af danskere med billet i hånden ude foran Parkens betontribunerne, fordi der blev afvist polske fans i døren, som havde købt billet til andre steder end udebanetribunen. Den lange ventetid skabte vrede opslag på internettet og kræver nok et morgenmøde i DBU.

Mange, men ikke alle nåede frem til deres røde plastiksæde, da Thomas Delaney skabte første af tre danske brøl.

Delaney er ikke bygget som en Andreas Cornelius eller Nicolai Jørgensen, men han er stadig en stor trussel i hovedspillet. Det virkede polakkerne ikke opmærksomme på, da et skarpt Christian Eriksen-indlæg fandt Werder Bremen-anførerens pande. Åge Hareide svingede højrearmen rundt om sig selv og dannede en knytnæve med fødderne på de yderste kridtstreger af sit tekniske felt. Ti meter fra Hareide stod Polens landstræner, Adam Nawalka, med armene bag ryggen og lignede en mand, der var ved at overvære time tre af et danskkursus, han ikke forstod.

Pludselig skulle Polen spille det spil, man helst ikke vil. Fremad banen med bolden på fødderne i længere perioder. En opgave, som polakkerne slet ikke formåede at løfte  over de 90 minutter. Og slet ikke efter, at Andreas Cornelius gjorde det til 2-0 tre minutter før pausen. Her viste den tidligere FCK-spiller atter sine gode, gode evner i feltet. Cornelius traf bolden med vinkel ned mod jorden, der gjorde den umulig at nå for Fabianski i målet, og gav Hareide ret i opstillingen ved at spille Jørgensen og Cornelius sammen.

For ikke nok med, at Cornelius scorede. Med en god halv time igen udnyttede Nicolai Jørgensen en håbløs clearing af målmand Fabianski til at trille kuglen i det polske mål for tredje gang. Bølgen kørte, turen blev taget op af åen endnu en gang, og Åge Hareide formåede selv i sejrens rus at spille på de helt rigtige knapper.

Efter et “vi vil have Bendtner på banen-råb” skete netop det med et kvarter igen. Det til et bifald, som både overgik brølet til 1, 2 og 3-0. Men dog ikke målet til 4-0. Her kronede Christian Eriksen nemlig sin karrieres bedste landskamp med at smaske bolden i det lange hjørne fra 25 meter. Det efter, at landsholdets største stjerne havde stået for oplægget til de tre første scoringer. Hele den danske bænk fløj ud på græsset for at fejre, at kampen gik fra storsejr til ydmygelse. Åge Hareide stod blot og grinede, som kunne han ikke forstå det til fulde. Det var nemlig en af de aftener i Parken, man også vil huske tilbage på om ti år.

BRANCHENYT
Læs også