Forside

Kritiske kommentarer koster utilfreds dansk kunde 30.000 kroner

Jens Høgni Højgaard er blevet trukket i retten for at skrive kritisk om en inkassovirksomhed på Trustpilot. Nu er der faldet dom i sagen.

Jens Høgni Højgaard overtrådte inkassofirmaet HornskovVindbergs forretningsbetingelser, da han han i to tilfælde skrev negative kommentarer om virksomheden på Truspilot. Screenshot.

30.000 kroner.

Så meget har kritiske kommentarer om et inkassofirma på TrustPilot kostet VVS-manden Jens Høgni Højgaard.

For ifølge Ekstra Bladet har retten i Glostrup netop afgjort, at Jens Høgni Højgaard overtrådte inkassofirmaet HornskovVindbergs forretningsbetingelser, da han han i to tilfælde skrev negative kommentarer om virksomheden på Truspilot.

Sagen, som Computerworld afdækkede sidste år, tog sin begyndelse, da Jens Høgni Højgaards VVS-firma, Din Hvidevare Reparatør, for lidt over to år siden indgik en aftale med inkassofirmaet HornskovVindberg.

Læs også: Jens Højgaard skrev negativ anmeldelse på Trustpilot - nu er han blevet sagsøgt for 11.419 kroner

VVS-manden var efterfølgende ikke tilfreds med den ydelse, som han fik leveret, og klagede derfor i to tilfælde over HornskovVindberg på Trustpilot.

I aftalen med inkassofirmaet er der dog en skrap tavshedsklausul, der betyder, at han ikke må fremsætte negative offentlige omtaler af HornskovVindberg.

Hvis tavshedsklausulen brydes, kan det resultere i dagbøder på 5.000 kroner indtil kritikken igen er fjernet fra internettet.

"Dette her er jo en sag om ytringsfrihed, som vi er sikret i grundloven. Sagen kan risikere at koste mig 40.000 kroner i sagsomkostninger, og det er jo ikke ligefrem, fordi jeg svømmer i penge," sagde Jens Høgni Højgaard til Computerworld sidste år. 

Jens Høgni Højgaaard fjernede dog i begge tilfælde kritikken igen efter to dage på grund af de store bøder. Men de samlede omkostninger er nu ifølge Ekstra Bladet løbet op i mere end 30.000 kroner.

Her kan du se, hvordan Hornskov Vindberg argumenterer for sin sag: Forlanger 11.419 kroner efter dårlig Trustpilot-anmeldelse: Vi beskytter os mod afpresning

Læs også: Jens sagsøges for negativ TrustPilot-anmeldelse: Men kan kritiske anmeldelser ties ihjel på nettet? Her er de tre vigtigste pointer 

Denne artikel er leveret af
BRANCHENYT
Med Mine nyheder kan du følge din virksomhed og branche. Kom i gang her.
God fornøjelse!