Erhverv
BREAKING

Schweizisk politi: Hvem stopper toiletter til med 500-eurosedler?

Alpelandets politistyrke undrer sig over masser af eurosedler, der har blokeret vandlåsene i foreløbig fire toiletter.

Schweizisk politi står med et problem. Nogen har stoppet fire toiletter til med tusindvis af 500 euro sedler. Foto: AP Images

Schweizisk politi står med noget af et problem. De kan ikke finde ud af, hvem der har stoppet så mange 500-eurosedler i flere toiletter, at afløbene er stoppet til.

Det første fund af de mange 500-eurosedler blev gjort for nogle måneder siden på et toilet i en afdeling hos banken UBS i Geneve. Toilettet befinder sig lige ved siden af bankens boks, hvor der er masser af bokse, som folk kan leje.

Nogle dage senere dukkede der så flere 500-eurosedler op i toiletterne og afløbet på tre restauranter i nærheden. Det har foreløbig kostet en del schweiziske franc at få afløbene renset, skriver Bloomberg.

I alt har politiet trukket eurosedler ud af toiletterne for et samlet beløb på "titusindvis af euro", ifølge avisen Tribune de Geneve.

Flere af sedlerne ser ud som de er blevet forsøgt klippet i mindre stykket med en saks.

Selv om det ikke er forbudt at ødelægge penge i Schweiz »må der være mere til denne historie. Det er grunden til at vi har indledt en efterforskning«, lyder det fra Henri Della Casa, der er talsmand for anklagemyndigheden i Geneve, skriver Bloomberg.

Han ville ikke komme med yderligere informationer og heller ikke UBS har ønsket at kommentere den mystiske sag.

BRANCHENYT
Læs også