Erhverv

Buffett: Folk, der er pessimistiske omkring USA, er ikke rigtig kloge

Dow Jones-indekset vil være i niveauet 1.000.000 om 100 år, lyder det fra verdens mest succesrige investor.

Warren Buffett har altid sagt, at det kun er fjolser, der vædder imod USA. Foto: Nati Harnik

Usikkerhed om hvordan USA vil håndtere stigende tumult i verden har ikke dæmpet superinvestoren Warren Buffetts optimisme for landets fremtid - selv ikke om 100 år.

Det siger han ifølge Reuters til tv-stationen CNBC.

»Hver gang jeg hører folk tale pessimistisk om det her land, tænker jeg, at de ikke er rigtig kloge,« sagde Buffett, formand og storaktionær i investeringsselskabet Berkshire Hathaway tirsdag aften ved en begivenhed i New York.

»Det er 241 år siden, at Thomas Jefferson skrev uafhængighedserklæringen. At være short (at vædde imod, red.) Amerika har været et spil for tabere. Jeg forudser, at det vil det vedblive med at være,« sagde Buffett.

Storinvestoren, der også omtales som Oraklet fra Omaha, hvor han er fra, er i dag blandt verdens rigeste personer. Formuen er skabt via investeringer, der siden 1965 er sket gennem Berkshire, som dengang ejede tekstilfabrikker.

Den succesrige investor, der har valgt at donere sin enorme formue væk til vennen Bill Gates' fond efter sin død, regner med, at aktieindekset Dow Jones vil have rundet niveauet 1.000.000 om 100 år. Dow Jones befinder sig i øjeblikket omkring niveauet 22.000.

Til den tid vil den 87-årige investor for længst være borte.

»Når jeg hører om at blive 100 år, bliver jeg begejstret,« sagde Buffett, der dog kender oddsene og ved, at der er omkring 53.000 personer i USA, der har passeret 100 år, hvoraf 80 pct. er kvinder.

»Vi skulle overveje en kønsskifte operation,« sagde Buffett ifølge Reuters.

Læs også
Top job