Landbrugets mareridt rykker tættere og tættere på den danske grænse
Den frygtede sygdom svinepest rykker stadig tættere på den dansk-tyske grænse. Et enkelt smittet svin vil medføre tab på omkring 3 mia. kr. Myndighederne i Nordtyskland har netop skærpet beredskabet.
Myndighederne i Nordtyskland er i alarmberedskab og indfører en række tiltag for at undgå udbrud af den frygtede husdyrsygdom svinepest.
Sygdommen spreder sig måned for måned længere mod vest igennem Europa og kan potentielt få ødelæggende konsekvenser for dansk landbrug. Hvis blot enkelt dansk gris konstateres smittet, vil det efterlade erhvervet med en regning i størrelsesordnen 3 mia. kr.
»Et udbrud af svinepest udgør lige nu den største trussel overhovedet imod dansk svineproduktion. Vi risikerer at miste eksporten af svinekød til markederne i blandt andet Asien. Samtidig vil udbrud i Danmark eller Nordtyskland hurtigt skabe kæmpe problemer for vores eksport af millioner af levende grise,« påpeger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion.
Svinepest har længe været været vidt udbredt i Rusland og har gradvist spredt sig mod vest og nord gennem det store land. I begyndelsen af 2014 krydsede sygdommen grænsen til EU, da der blev fundet smittede vildsvin i Litauen og det østlige Polen. Siden har sygdommen bidt sig fast i bestandene af vildsvin i hele Baltikum og det østlige Polen. Her har sygdommen også bredt sig til et stort antal svinebesætninger.
Hidtil har man i dansk og nordtysk landbrug nøje fulgt sygdommens spredning, men dog følt sig på rimelig sikker afstand. Det har ændret sig nu.
De seneste måneder har der været et stort antal udbrud blandt vildsvin i Tjekkiet og et par udbrud i svinebesætninger i Rumænien.
Antal udbrud af svinepest i EU i 2017 | ||
Udbrud i svinebesætninger | Udbrud i bestanden af vildsvin | |
Estland | 2 | 489 |
Letland | 6 | 649 |
Litauen | 29 | 629 |
Polen | 75 | 324 |
Tjekkiet | 0 | 101 |
Rumænien | 2 | 0 |
Kilde: OIE, World Organization for Animal Health |
»Der er sket det meget ubehagelige, at sygdommen pludselig har bredt sig langt ind i Europa. I Tjekkiet har man fundet smittede vildsvin mange hundrede kilometer fra de områder, hvor sygdommen ellers er konstateret. Det er en alvorlig situation, og det er afgørende, at man nu får inddæmmet sygdommen og undgår, at den spreder sig længere vestpå i Tjekkiet eller ind i Østrig,« understreger Bent Nielsen, afdelingschef for veterinærforhold i landbrugets rådgivningscenter, Seges.
Dansk landbrug har inddelt Europa i zoner afhængig af risikoen for svinepest. Risikoen for smitte er størst i de såkaldt "sorte zoner", og lastbiler, der har været i disse zoner, må først komme ud til en dansk gård efter en omfattende vask, desinficering og syv dages karantæne.
I takt med, at sygdommen har spredt sig, er den "sorte zone" de seneste måneder udvidet vestpå gennem Slovakiet, Tjekkiet og det sydlige Polen.
I Slesvig-Holsten har landbrugsministeriet netop skærpet beredskabet og indført en hel stribe tiltag for at forbygge udbrud af svinepest. Blandt andet skærpes reglerne for vask og desinficering af lastbiler, som transporterer grise. Samtidig opfordres jægerne til at lægge endnu større tryk på bestandene af vildsvin, og myndighederne vil ekstraordinært give jægerne tilladelse til at benytte kikkertsigte, der kan anvendes om natten.
»Risikoen er høj. Et udbrud er ikke et urealistisk scenarie,« advarer delstatens landbrugsminister, Robert Habeck, i en fem sider lang pressemeddelelse, som indeholder en række tiltag, der skal bremse sygdommen.
Nord for grænsen følger de danske landmænd udviklingen med stigende nervøsitet.
Danmark eksporterede i 2016 svinekød for 11,8 mia. kr. til lande uden for EU.
Hvis vi får et udbrud af svinepest i Danmark, vil eksporten til lande uden for EU lukke i løbet af en time.
»Hvis vi får et udbrud af svinepest i Danmark, vil eksporten til lande uden for EU lukke i løbet af en time, og det kan tage op til et halvt år at få åbnet for eksporten igen,« fortæller souschef Stig Mellergaard, Fødevarestyrelsen.
Hvis det viser sig, at udbruddet har spredt sig til flere svinebesætninger, vil de danske slagterier selv sagt være afskåret fra de fjerne eksportmarkeder i en endnu længere periode. Størstedelen af eksporten til de øvrige EU-lande vil formentlig hurtigt kunne genoptages - undtaget er svinekød fra særlige beskyttelseszoner, der oprettes omkring de ramte gårde.
Det er dog en vigtig pointe, at det vil blive lagt et enormt pres på svinekødspriserne i hele EU, hvis et stort eksportland som Danmark pludselig omdirigerer enorme mængder kød fra fjerne markeder til nærmarkederne i Europa. Da Rusland i 2014 forbød import af svinekød fra EU, kollapsede priserne i EU i løbet af få uger.
Vores bedste bud er, at en enkelt smittet gris i Danmark vil koste erhvervet mindst 3 mia. kr.
»Vores bedste bud er, at en enkelt smittet gris i Danmark vil koste erhvervet mindst 3 mia. kr.,« siger Bent Nielsen, Seges.
De fleste eksperter er enige om, at et udbrud i Danmark formentlig hurtigt vil blive indkapslet, fordi dansk landbrug er gennemreguleret og kontrolleret.
»Hvis vi får et udbrud, vil vi i løbet af 30 minutter vide, hvilke andre gårde den pågældende bedrift har været i kontakt med. Vi har kørt beredskabsøvelser og kan selve bekæmpelsen af sygdommen til fingerspidserne. Udfordringen bliver at overbevise eksportmarkederne om, at vi har styr på situationen,« siger Stig Mellergaard, Fødevarestyrelsen.
Han medgiver, at et udbrud af svinepest i Danmark eller Nordtyskland også kan skabe et andet problem, som bogstaveligt talt kan vokse sig meget stort i løbet af kort tid.
Danske landmænd eksporterer årligt næsten 14 mio. levende smågrise. Det vil hurtigt skabe trængsel i danske svinestalde, hvis der kommer et udbrud af svinepest, som medfører, at Sønderjylland eller Nordtyskland klassificeres som "sort zone" og samtidig medfører, at der oprettes en række lukkede zoner omkring smittede bedrifter.
I værste fald vil det lukke for eksporten af levende grise. I bedste fald vil det medføre store forsinkelser og kapacitetsproblemer, fordi lastbilerne skal i syv dages karantæne eller køre store omveje for at komme uden om risikozonerne.
Hvis grænsen lukkes blot få dage, vil der opstå pladsproblemer i de danske svinestalde.
»Et udbrud i Nordtyskland kan udvikle sig til et virkelig ubehageligt scenarie for dansk landbrug. Hvis grænsen lukkes blot få dage, vil der opstå pladsproblemer i de danske svinestalde. Det kan blive nødvendigt at tynde ud i bestandene (dvs. aflive grise, red.). Forhåbentlig kan vi få EU-Kommissionens tilladelse til at fragte smågrisene ud af landet via nonstop-transporter ad godkendte transportkorridorer på motorvejene,« siger Stig Mellergaard.
I Seges understreger Bent Nielsen, at der er en reel risiko for, at et udbrud af svinepest kan blokere eksporten af levende grise.
»Meget afhænger af, hvor mange udbrud der er tale om, hvor store besætningerne er, hvor megen kontakt de har haft med andre gårde osv. Men der er faktisk en reel risiko for, at eksporten af levende grise bliver blokeret i en periode. Det vil være en meget alvorlig situation for dansk landbrug, hvis det skulle ske,« siger Bent Nielsen.
Det store spring vestpå til Tjekkiet, som svinepesten for nylig har taget, skyldes efter alt at dømme, at en gruppe af ukrainere har efterladt inficeret madaffald fra hjemlandet i et skovområde med vildsvin.
I dansk landbrug er der mange medarbejdere fra Østeuropa, og den store eksport af levende smågrise indebærer, at tusindvis af lastbiltransporter også kan være en mulig smittekilde. Lastbilerne gennemgår en omfattende vask og desinficering ved grænsen og ledsages af certifikater, som landmændene også kan kontrollere elektronisk.
Men som Stig Mellergaard understreger er det umuligt at gardere sig 100 pct. mod et lynnedslag. Hvis en østeuropæisk medarbejder taber bare en skive spegepølse fra hjemlandet i en dansk svinesti eller et smittet vildsvin krydser grænsen, kan det udløse et dommedagsscenarie for erhvervet.
Et udbrud i Danmark vil være en katastrofe for erhvervet.
»Vi følger sygdommens spredning med nogen nervøsitet. Et udbrud i Danmark vil være en katastrofe for erhvervet. Jeg mener dog, at vi har gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt for at holde sygdommen ude af landet,« siger Henrik Mortensen, formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter.