Erhverv

Ikea køber app-baseret arbejdsformidling

Tjenesten TaskRabbit er blevet opkøbt af Ikea. Dermed kan Ikeas kunder finde en hjælper til at samle skabet.

Ikeas 183.000 ansatte får nu selskab af 60 nye it-iværksætter-typer fra San Francisco gennem opkøbet af TaskRabbit. Foto: Sebastian Buur Gunvald

Ikea har haft gigantisk succes med at producere og sælge møbler og inventar. Fremover vil Ikea også kunne tilbyde hjælp med resten af processen: At få de flade kasser båret op og få samlet skabet.

Den amerikanske tjeneste TaskRabbit, som formidler den slags opgaver, er nemlig nu blevet opkøbt af Ikea. Det skriver it-mediet Recode.

TaskRabbit har eksisteret i ni år som en slags arbejdsformidling for de små, typisk manuelle opgaver – fra at fjerne ukrudt til at hænge en lampe op. I dag er omkring 60.000 hjælpere oprettet på TaskRabbit, klar til at melde ind på de opgaver, der bliver bedt om hjælp til.

I forvejen havde Ikea et samarbejde med TaskRabbit, men nu bliver hjælpertjenesten altså rykket ind som en del af Ikea, men stadig under eget navn.

Ifølge Recode handler opkøbet om at kunne tilbyde en bedre kundeservice, så håndtering og samling af de kendte Ikea-samlesæt ikke bliver en forhindring for at købe hos den svenske kæmpekoncern. Konkurrenter som Amazon har nemlig skruet op for kundeservicen med tilbud om samling og montering.

Prisen for TaskRabbit, der har 60 ansatte og holder til i San Francisco, er ukendt. Tjenesten har indtil videre rejst over 300 mio. kr. i kapital og var netop nu i gang med en ny investorrunde. Ifølge TaskRabbit selv er der positivt cashflow i forretningen, som er tæt på samlet set at give overskud.

Ikea har bekræftet opkøbet via en skriftlig kommentar:

»Vi vil kunne lære fra TaskRabbits digitale ekspertise, samtidig med at Ikeas kunder på nye måder får adgang til fleksible og billige service-løsninger, der kan dække tidens kunders behov,« skriver Ikea-direktør Jesper Brodin blandt andet.

Læs også
Top job