Erhverv

Vil producere ubåd: Britisk bilproducent går under vandet

Project Neptune bliver et dyrt legetøj og kommer til at koste i omegnen af 25 mio. kr.

Ifølge Aston Martin vil Project Neptune være verdens letteste tremands-ubåd. Foto: Aston Martin.

Den eksklusive bilproducent Aston Martin er mest af alt kendt for sine elegante sportsvogne, som historisk set kædes sammen med super-agenten James Bond. Og selvom nyheden mest af alt lyder som noget tyvstjålet fra en 007-film er den god nok: Der er en Aston Martin undervandsbåd på vej. Det skriver Bloomberg.

Fartøjet blev præsenteret torsdag ved Monaco Yacht Show. Ubåden, som er verdens letteste tremands-ubåd med en vægt på bare fire ton, er døbt Project Neptune. Ifølge Aston Martin er båden desuden verdens mindste tremands-ubåd, der er sat i produktion. Mens dens højde er på ca. 180 cm, vil den være i stand til at dykke godt 500 meter under havets overflade. Tophastigheden er 3 knob, svarende til 6,5 km/t. I udgangspunktet er ubåden designet til superyachts.

Project Neptune er et samarbejde mellem Aston Martin Consulting og Triton-Submarines, der har produceret luksusubåde i lidt over 10 år. Modellen forventes at være tilgængelig om et års tid, og prisen vil ligge i omegnen af 25 mio. kr. Til sammenligning koster en Aston Martin DB11-sportsvogn ca. 1,5 mio. kr.

»Hvis man tænker over Aston Martin, er vi et meget eksklusivt brand,« siger chief creative officer, Marek Reichmann og understreger, at der højest vil blive produceret 12 stk. af Project Neptune.

»I løbet af 100 år har vi kun produceret 80.000 biler.«

Det er ikke første gang, at Aston Martin kaster sig over det maritime. Sidste år offentliggjorde bilproducenten AM37 - en motorbåd på 1.000 hestekræfter.

Læs også