Erhverv

Lufthansa har landet meget vigtig aftale

Den tyske luftfartsgigant indgår aftale med piloter og undgår formentlig flere strejker.

Lufthansa alnder vigtig aftale med selskabets piloter.
Foto: AP Photo/Martin Meissner Foto: Martin Meissner/AP

Den tyske luftfartsgigant Lufthansa har indgået en meget vigtig aftale med selskabets flere tusinde piloter. Den nye overenskomst har været undervejs i op mod et par år, og undervejs har piloterne flere gange nedlagt arbejdet i kortere perioder.

Ifølge Lufthansa vil den nye aftale nedbringe omkostningerne med nøglemedarbejderne i cockpittet med 15 pct. samt reducere pensionsforpligtelserne. Aftalen indebærer bl. a., at piloterne skal arbejde mere fleksibelt, og deres pensionsalder hæves.

Den nye overenskomst er vigtig for Lufthansa, der ønsker at nedbringe omkostningerne for at klare sig bedre i konkurrencen mod bl.a. de aggressive lavprisselskaber.

Lufthansa vurderer, at aftalen kan øge indtjeningen i selskabet med et trecifret millionbeløb i euro. Aktiekursen steg da også efter oplysningerne om den nye overenskomst.

Overenskomsten omfatter 5.400 piloter i Lufthansa, Germanwings og Lufthansa Cargo. Aftalen skal godkendes ved en afstemning blandt piloterne, som efter planen holdes i løbet af december.

BRANCHENYT
Læs også