Schweiz skyller 47 kilo rent guld ud med spildevandet - hvert år
I nogle områder i Schweiz er koncentrationen af guld og sølv så høj, at det ville kunne betale sig at genindvinde det.
Schweiz smider 47 kilo guld og 3000 kilo sølv ud om året gennem sit spildevand. Forskere mener, at koncentrationen af guld i vandet nogle steder i landet er så høj, at det kan betale sig at genindvinde det.
Det er forskere fra Swiss Federal Institute of Aquatic Science and Technology, der har beregnet tabet af guld og sølv fra landets mange guldraffinaderier, den kemiske industri og medicinalfabrikker. De ædle metaller skylles simpelthen ud med spildevandet, skriver Bloomberg.
Den samlede værdi af det spildte guld og sølv er opgjort til næsten 22 mio. kr. om året.
Nogle steder i Ticino-regionen i det sydlige Schweiz "er koncentrationerne af guld i spildevandsslammet høje nok til, at det potentielt kunne betale sig at genindvinde", skriver forskerne i en rapport offentliggjort i denne uge.
Forskernes studier af spildevandet omfatter 64 spildevandsanlæg.
Schweiz er et knudepunkt inden for raffinering af guld. Omkring 70 pct. af verdens guld passerer gennem raffinaderierne i Schweiz, skriver Bloomberg.