Erhverv
0

Antallet af nye arbejdsløse i USA rammer 44-årigt lavpunkt

Siden 1973 har antallet af amerikanere, der ansøger om understøttelse, ikke været lavere end nu. Det underbygger forventningen om, at USA’s centralbank vil hæve renten i december.

Der er flere jobs og færre ledige i USA, som nu på nogle nøgletal ligger bedre end siden 1973. Foto: Tony Dejak

Der var 22.000 færre amerikanere, som sidste uge ansøgte om statslig arbejdsløshedsunderstøttelse. Og dermed kan USA nu glæde sig over, at antallet af nye amerikanere på understøttelse blev det laveste i 44 år. Det skriver New York Times.

Hvor der i begyndelsen af september var 298.000 ansøgninger om USA’s svar på kontanthjælp på en uge, var det i sidste uge faldet til 222.000. En del af forklaringen på det store fald er dog også, at flere tropiske orkaner ramte USA og sendte tusindvis ud i midlertidig arbejdsløshed på grund af for eksempel ødelagte restauranter og butikker.

Antallet af ansøgninger er kun én ud af mange indikatorer for, hvordan økonomien har det i USA, men tendensen går igen i flere andre nøgletal. Andelen af arbejdsløse er på 4,2 pct. af arbejdsstyrken, det laveste i over 16 år. Og antallet af amerikanere på kontanthjælp i mere end en uge er faldt til 1,89 mio., det laveste i knap 44 år.

En af forklaringerne er, at beskæftigelsen i industrien er stigende. I det nordøstlige hjørne af USA, den såkaldt midtatlantiske region, har der for eksempel aldrig været så mange beskæftiget i industrien som nu.

De stærke tal for arbejdsmarkedet underbygger den i forvejen stærke forventning om, at USA’s centralbank vil hæve renten et nøk i december, vurderer New York Times.

BRANCHENYT
Læs også