Erhverv
0

Får du lys nok? Dårligt kontorlys gør din hjerne søvnig

Når vinteren gør dagene kortere og sollys i stigende grad erstattes af skærmenes blå lys og oplyste kontorlandskaber, lider danskernes døgnrytmer, søvn og energi. En dansk iværksætter forsøger at gøre dårligt lys til en god forretning.

»Vi bør sove en halv time mere om vinteren, fordi der er mindre lys, men det ændrer sig, når vi er udsat for kunstigt lys. Det kan have en enorm indflydelse på vinterdepression,« siger Poul Jennum, overlæge og leder af Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet og Glostrup Hospital. Foto: LYS Technologies.

Arbejdslivet er på ingen måde blevet lettere for den lille Ole med paraplyen. Ser man på danskernes søvnvaner, hvor søvnproblemer er udbredt, er han forlængst gået ned med stress over elektrisk og blåt skærmlys - og den nært forestående lysfattige vinterhimmel.

Ifølge Poul Jennum, overlæge og leder af Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet og Glostrup Hospital, er dårligt lys i dag et globalt problem, fordi teknologien er universel.

»Ligesom motion og kost og mange andre ting, er det noget, vi skal have fokus på. Men det er vores verden, som den ser ud. På den ene side lever vi mere og mere i mørke dvs. indendørs på f.eks. arbejdspladser eller plejehjem. På den anden side udsættes vi for meget kraftigt lys om aftenen, hvor vi ikke burde være udsat for lys,« siger Poul Jennum.

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. For nogle meget blå lysstofrør og en medfølgende hovedpine satte en sen aften en idé i hovedet på Christina Blach Petersen, der er opfinderen bag LYS - en wearable og app - der skal højne kvaliteten af vores daglige lysindtag og skabe en sundere døgnrytme.

I dag er hun adm. direktør for sin egen virksomhed, LYS Technologies Ltd., hvor hun netop har igangsat produktionen af sin opfindelse efter på kort tid at have rejst tæt på en halv mio. kr. på crowdfunding-platformen Kickstarter.

»Der er så meget fokus på kost og motion, men der er ikke særlig meget fokus på vigtigheden af at få masser af dagslys i løbet af dagen og undgå blåt lys to til tre timer, før vi skal sove,« siger Christina Blach Petersen, adm. direktør og stifter af Lys Technologies Ltd.

Lysforurening kan have en enorm indflydelse på vinterdepression.

Poul Jennum, overlæge

For at få en sund døgnrytme skal vi have meget blåt lys om morgenen og mindre hen mod eftermiddagen og aftenen. Men i takt med at teknologien efterhånden har fundet vej ind overalt, er det langt hen ad vejen blev almindeligt, at vi forsømmer vores naturlige forhold til lyset, forklarer overlæge Poul Jennum.

»Det er det naturlige lys, som al biologi er underkastet. Vi får meget mere unaturligt lys i dag, og det påvirkes vi kraftigere og kraftigere af. Derfor er vi nu blevet interesserede i at regulere lyset. Det kommer vi til at se rigtig mange forskellige produkter, der kan,« siger Poul Jennum.

Det meste kontorlys fortæller vores hjerne, at den skal lægge sig til at sove.

Christina Blach Petersen, stifter og adm. direktør for LYS Technologies Ltd.

Et af de produkter er LYS, der er en såkaldt wearable på størrelse med en mønt, designet til at kunne bæres på et jakkerevers eller tørklæde. Den måler lyset på samme måde som vores øjne og sender data til en app, der viser brugeren den mængde og type af lys, som man har været udsat for i løbet af dagen. Brugeren kan så via justeringer i dagligdagen selv forbedre sit lysindtag - og dermed sin søvn, sundhed og sit energiniveau.

Man måler sin daglige mængde af lys via enheden Lux, der er et universalt udtryk for belysningsstyrke, og ser man nærmere på styrken i den gængse arbejdsplads' kontorlys, vil det, ifølge LYS-direktøren, ikke overraske, hvorfor der kan forekomme kø ved kaffeautomaten i løbet af dagen.

Lux
Belysningsstyrke (Lux)
  • 0,0001 - Overskyet aftenhimmel ved nymåne
  • 1 - Almindeligt stearinlys fra ca. en meters afstand
  • 3,4 - Tusmørke under klar himmel
  • 100 - Meget mørk, overskyet dag
  • 1000 - Overskyet dag
  • 10.000-25.000 - Fuldt dagslys (ikke direkte)
  • 32.000-100.000 - Direkte Sollys

»De fleste kontorer har mellem 300-600 lux. Grænsen for at sætte hjernen i gang er 1.500 lux, så egentlig fortæller vi vores hjerne, at den skal lægge sig til at sove, når vi sidder i kontorlys. Og så er det jo, at man begynder at drikke kaffe og spise sukker og alt mulig andet for at få energi,« siger Christina Blach Petersen og fortsætter:

»Her den anden dag snakkede jeg med én, der sælger planter til kontormiljøer. Han fortalte, at det er vigtigt at kende lyset, fordi nogle planter bare ikke kan overleve i kontorlys. Derfor tjekker han det altid, inden han sælger bestemte planter. Det er tankevækkende, at man lægger så meget tanke i, hvilket lys planterne får på kontoret, men ikke om det er godt for de mennesker, som sidder i det.«

Det er det naturlige lys, som al biologi er underkastet. Vi får meget mere unaturligt lys i dag, og det påvirkes vi kraftigere og kraftigere af. Derfor er vi nu blevet interesserede i at regulere lyset. Det kommer vi til at se rigtig mange forskellige produkter, der kan.

Poul Jennum, overlæge

Det er først i de senere år, at den brede offentlighed har omfavnet lysets reelle betydning for menneskets døgnrytme og almene trivsel. Men ifølge Poul Jennum, der også har medforfattet rapporten 'Søvn og Sundhed,' er det stadig nødvendigt at øge fokus på problemet. Særligt i kampen mod vinterdepressioner.

»Når vi udsættes for lysforurening af skarpt og blåt lys om aftenen, medfører det ændringer i vores døgnrytmeregulering og derfor flere søvnforstyrrelser. Det kan have en enorm indflydelse på vinterdepression og sundhed over tid,« siger Poul Jennum.

LYS-direktørens råd og erfaringer
  • Jeg er blevet typen, der sådan skal åbne gardinet lige når jeg vågner, og nærmest lige oplade mig selv, så jeg får lys med det samme.
  • Jeg sørger også altid for at være mindst 30 minutter udenfor på vej til arbejde.
  • Om aftenen tænder jeg heller ikke lyset på badeværelset, når jeg skal børste tænder. Jeg sørger for kun at have et varmt lys, for det er ofte at folk har varmt lys i deres hjem om aftenen, men så går de ud på deres badeværelse og tænder en energisparepære med sådan noget blåt, hvidt lys. Og man kan se, hvordan melatoninproduktion bare går fuldstændig ned, lige inden de skal sove.
  • Jeg er også opmærksom på det, når jeg børster mine tænder. Og to-tre timer før jeg går i seng, sørger jeg for kun at få varmt lys.
  • Hvis jeg vågner om natten, så tænder jeg heller ikke lyset. Det er sådan nogle småting, der hjælper med at få en sund døgnrytme.

BRANCHENYT
Læs også