Uvis fremtid i Myanmar
Styrets vilje til fortsat reformkurs testes ved valget i november. Stort markedspotentiale i landet på sigt.
Myanmars transformation fra militærdiktatur til markedsøkonomi og øget demokrati går i den rigtige retning, men er en lang proces. Præsident- og parlamentsvalget til november er ifølge mange iagttagere den store lakmustest, der skal vise hvor meget magt, militæret er villig til afgive, for der er bekymrende tegn. Oppositionspartiet NLD ventes at gå sejrrigt frem med den kendte leder Aung San Suu Kyi i spidsen, men forfatningen forhindrer hende i at stille op som præsident og reserverer en fjerdedel af pladserne i parlamentet til repræsentanter fra militæret. Myanmar har med store naturressourcer, en perspektivrig landbrugssektor og rummer stort potentiale, også for dansk erhvervsliv.
Sektorer
1. Infrastruktur. Der er stort behov for opgradering af landets infrastruktur. Specielt set med danske briller er der muligheder inden for landets vandsystemer, herunder kloakering og vandingsanlæg til landbruget.
2. Uddannelse. Pga. landets lange isolation er der et marked for uddannelsespakker og dansk ekspertise inden for uddannelse på alle niveauer.
3. Fiskeri/landbrug. Myanmar har klimaet og arbejdskraften til at blive et fødekammer for hele Sydøstasien. Det kræver dog moderniseringer og investeringer i produktionsudstyr, tekniske løsninger og viden på området.
Økonomi
Gældseftergivelse, løftede sanktioner og massiv support fra IMF, Verdensbanken og Asian Development Bank har løftet Myanmar markant de senere år. Fra et lavt udgangspunkt er der kommet fuld fart på væksten og de udenlandske investeringer, men investorernes tillid og organisationernes økonomiske støtte står og falder med fortsatte reformfremskridt.
Politisk risiko
Med udsigt til valg den 8. november begynder tingene at spidse til. En række forslag til forfatningsændringer blev for nylig nedstemt, herunder at Aung San Suu Kyi kunne opstille, men også intern splittelse i det ledende parti USDP skaber usikkerhed om viljen til at gennemføre politiske reformer. Det muslimske mindretal, royhingaerne er genstand for tiltagende overgreb og bliver fordrevet fra deres hjem i det vestlige Myanmar, antændt af buddhistiske munke fra befolkningsgruppen rakhinerne. Nordpå har kachin-folket længe kæmpet for selvstændighed og retten til den lukrative position tæt på Kina.
Finansiering
EKF afventer resultatet af valget og tager pt. kun risiko på kort sigt i landet og hovedsagligt på forretninger med udenlandske virksomheder, der opererer i Myanmar. Landets banksektor er underudviklet og udlånsrenterne bestemt oppefra, mens landets kommercielle klima er præget af korruption og mangelfulde juridiske rammer.