Hvidvasksag koster hollandsk storbanks finansdirektør jobbet
Den hollandske storbank ING Groep tager afsked med sin finansdirektør, Koos Timmerman, som konsekvens af den sag om blandt andet hvidvask, der i sidste uge kostede banken omtrent 5,8 mia. kr. i et stort forlig med myndighederne.
I perioden for 2010 til 2016, som forliget omfatter, var Koos Timmerman medlem af bankens øverste ledelse og ansvarlig for ING i Holland. I lyset af dette fratræder finansdirektøren, oplyser ING.
- Givet sagens alvor og de mange reaktioner vi har fået fra stakeholdere siden meddelelsen og interessen for banken, har vi konkluderet, at det er passende, at der tages ansvar på koncernledelsesniveau, siger bestyrelsesformand Hans Wijers i en meddelelse.
Koos Timmerman, der har været i banken siden 1996, blev del af ledelsen i 2007. Han bliver i sin stilling, indtil der er fundet en afløser.
ING og Danske Banks sager om hvidvask har vakt opsigt i EU, hvor EU-Kommissionen ifølge Financial Times arbejder på at give Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) mere råderum og flere ressourcer til at efterforske aktiviteten hos banker, der er involveret i ulovlige overførsler.
Danske Bank offentliggør sin interne undersøgelse af hvidvask i Estland på onsdag.
/ritzau/FINANS