Thomas F. Borgen: Jeg beklager dybt
Thomas F. Borgen valgte onsdag at trække sig som administrerende direktør i Danske Bank på grund af hvidvasksagen.
Thomas F. Borgen er færdig som topchef i landets største bank.
Han overlevede ikke hvidvasksagen i Estland, hvor et stort milliardbeløb angiveligt er blevet vasket hvide af kriminelle.
»Det er åbenlyst, at Danske Bank ikke har levet op til sit ansvar i sagen om mulig hvidvask i Estland. Det beklager jeg dybt. Selvom den eksterne advokatundersøgelse konkluderer, at jeg har levet op til mine juridiske forpligtelser, mener jeg, det rigtige for alle parter er, at jeg fratræder,« siger Thomas F. Borgen i en pressemeddelelse.
Han lægger dog ikke skjul på, at han har ansvaret.
»Som administrerende direktør har jeg det ledelsesmæssige ansvar for det, der foregår i banken, og det tager jeg naturligvis på mig. Det har gennem et stykke tid været klart for mig, at det vil være det rigtige, men når jeg ikke har truffet beslutningen tidligere, er det fordi jeg har følt et ansvar for at lede banken igennem denne krævende periode frem mod fremlæggelsen af undersøgelserne,« siger Thomas F. Borgen i pressemeddelelsen.
Han nåede at få fem år i spidsen for Danske Bank.
»Det har været et stort privilegie at stå i spidsen for de mere end 20.000 medarbejdere, der hver dag arbejder hårdt for at give vores kunder markedets bedste rådgivning og service, og jeg kommer til at savne dem alle. Banken har naturligvis et stort arbejde foran sig på bagkant af denne sag, men står grundlæggende stærkt og er godt rustet til fremtiden«, siger Thomas F. Borgen.
Thomas F. Borgen fortsætter i stillingen som administrerende direktør, indtil en ny direktør er udnævnt.