Sammenbrud i budgetforhandlinger lukker USA delvist ned
Kongressen i USA kan ikke blive enige om en finanslov, der indeholder finansiering af Trumps grænsemur.
Ansatte i en lang række ministerier og offentlige styrelser vil fra midnat amerikansk tid ikke få udbetalt løn. Og de tjenester, de tilbyder amerikanske borgere, vil ikke være tilgængelige.
Det står klart, efter den amerikanske Kongres fredag aften ikke kunne nå til enighed om et budget for 2019. Deadline for at vedtage et budget var midnat fredag. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den manglende politiske enighed blandt Demokrater og Republikanere i begge Kongressens kamre gik især på præsident Donald Trumps krav om, at budgettet skulle indeholde finansiering af hans lovede grænsemur mod Mexico.
- Vi kommer til at at lukke regeringen ned, lød det fra Trump fredag aften lokal tid i en video udsendt på det sociale medie Twitter.
Og præsidenten var ikke sen til at placere skylden for de kuldsejlede forhandlinger.
- Der er intet, vi kan gøre, for Demokraterne vil ikke give os deres stemmer, sagde præsidenten og tilføjede, at han ikke håbede, at lukningen varer længe.
Forhandlingerne om næste års budget har varet i månedsvis.
Kongresmedlemmerne har dog kun skullet vedtage budget for 25 procent af regeringen, da man tilbage i oktober vedtog finansiering for størstedelen af statsbudgettet.
Både forhandlerne i Repræsentanternes Hus og i Senatet ophævede deres møder fredag med erkendelsen af, at Trumps krav om finansiering af muren ikke kunne finde opbakning.
Særligt blandt Demokraterne er modstanden enorm.
Torsdag vedtog Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne har flertal, et forslag, der indeholdt finansiering af muren, men i Senatet kunne man ikke samle de 60 stemmer, det ville kræve at vedtage Husets udkast.
Republikanerne har et flertal på bare 51 ud af Senatets 100 pladser.
De to kamre havde ellers et midlertidigt budgetforslag klar, men det har Trump nægtet at underskrive, da det ikke indeholdt de krævede milliarder.
Det fælles budgetforslag ville have forlænget forhandlingsdeadline til 8. februar. Til den tid kan det dog blive endnu sværere for præsidenten at få opbakning til sin grænsemur.
I starten af januar skifter flertallet nemlig i Repræsentanternes Hus fra Republikanerne til Demokraterne som følge af midtvejsvalget i november.
Forhandlingerne i Washington fortsætter ifølge nyhedsbureauet AP lørdag formiddag lokal tid.
Den delvise nedlukning rammer ni ud af 15 ministerier. Ifølge avisen The Washington Post vil nedlukningen paradoksalt nok betyde, at ministeriet for national sikkerhed - der står kontrol med landets grænser - vil blive ramt.
RITZAU