Finans

Dansk og estisk finanstilsyn i ny fight om ansvaret for Danske Bank-hvidvaskkontrol

Estisk tilsyn langer hårdt ud efter det danske tilsyn for håndteringen af Danske Banks hvidvasksag.

Artiklens øverste billede
Formanden for det estiske finanstilsyn, Kilvar Kessler. Pressefoto: Finantsinspekstioon.

Det danske og det estiske finanstilsyn tager nu en offentlig diskussion om, hvem der havde ansvaret for at overvåge, at Danske Banks skandaleramte filial i Estland overholdt hvidvaskreglerne. 

I en pressemeddelelse onsdag siger formanden for det estiske finanstilsyn, Kilvar Kessler, at han er overrasket over, at Finanstilsynet i Danmark mener, at det er det estiske finanstilsyn, der har ansvaret for at overvåge, hvorvidt hvidvaskreglerne bliver overholdt. Pressemeddelelsen er en reaktion på den redegørelse, som Finanstilsynet gav til det danske folketing tirsdag. 

»Vi glæder os over den klare indikation, som vores danske kolleger nu har givet, om at Finantsinspektsioon i Estland bør føre an i at overvåge Danske Bank i Estland -  den klarhed fra det danske finanstilsyn har vi ventet på i nogle år,« siger Kilvar Kessler.

Finanstilsynet har hele tiden - støttet af en vurdering fra Kammeradvokaten, kom det frem tirsdag - fastholdt, at kontrollen med, at bankerne lever op til hvidvaskreglerne, ifølge EU’s hvidvaskdirektiv tilfalder tilsynet i det land, hvor filialen ligger. Men sådan mener det estiske tilsyn ikke, at klaveret spiller. 

I sin meddelelse fremhæver det estiske tilsyn, at et flertal af de ansvarlige myndigheder i EU-lande håndterer hvidvasktilsynet med udenlandske filialer under et - og dermed under hjemlandets tilsyn. I Danske Banks tilfælde ville det betyde, at det var det danske finanstilsyn, der skulle have reageret og grebet ind over for hvidvaskproblemerne i Estland. 

En udlægning, som det danske finanstilsyn står decideret uforstående overfor.

»Som det fremgår af Finanstilsynets redegørelse, er hvidvasktilsynet i Danske Banks andre udenlandske filialer og datterselskaber ligeledes blevet udført af tilsynsmyndighederne i værtslandet. Finanstilsynet er derfor uforstående overfor EFSA’s (det estiske finanstilsyns, red.) betragtning om, at ansvarsfordelingen skulle være anderledes i andre lande,« lyder det i den pressemeddelelse, som Finanstilsynet onsdag lagde ud som svar på sine estiske kollegers udmelding. 

Det danske tilsyn varsler samtidig, at man vil kontakte det estiske finanstilsyn »med henblik på nærmere at forstå EFSA’s position.«

Udmeldingerne er bare det seneste skridt i en længere debat mellem de to tilsyn. I sommer kom de dog med en fælles udtalelse, der betonede ansvarsfordelingen, hvor værtslandet - i dette tilfælde Estland - har hvidvasktilsynet med de filialer, der ligger der. Den fælles udtalelse kom netop som konsekvens af, at den estiske tilsynsdirektør overfor Finans havde peget på, at det måtte være Danmark, der havde det overordnede ansvar i sagen.

Det estiske tilsyn beskriver i pressemeddelelsen, hvordan det tvang Danske Bank til at lukke sin non-resident portefølje ned i 2014 og 2015, og at de ingen hjælp eller instruktioner fik fra det danske finanstilsyn. Det danske finanstilsyn blev ifølge sine estiske kolleger bedt om input før de to inspektioner i filialen i 2014. Første gang bad Danmark kun om at blive informeret om inspektionens resultat, og anden gang reagerede det danske tilsyn slet ikke på henvendelsen. Og det var ikke første gang, at esterne oplevede det danske tilsyn som trægt. 

»Inden de to inspektioner blev gennemført i 2014, informerede Finantsinspektsioon det danske finanstilsyn som den primære tilsynsmyndighed flere gange i 2012 og 2013 om potentielle problemer i governance (selskabsledelsen, red.) i Danske Bank, hvor den estiske filial var en integreret del,« skriver det estiske tilsyn i sin pressemeddelelse og understreger: 

»Da Finantsinspektsioon så, at det danske finanstilsyn ikke handlede, besluttede vi at handle selv.«

Det danske finanstilsyn er overrasket over esternes nye udmeldinger. 

»EFSA (det estiske finanstilsyn, red.) havde kompetencen til at stoppe lovovertrædelserne, da EFSA blev opmærksom på dem ved inspektionerne i 2014. EFSA var ikke afhængig af mulige tiltag fra hjemlandstilsynet (Finanstilsynet),« lyder det fra det danske tilsyn, som understreger, at det estiske tilsyn har deltaget i tilsynskollegiet for Danske Bank, siden dette blev etableret, men »har her ikke givet udtryk for uenighed om tilsynsmodel eller ansvarsfordeling i forhold til hverken governance- eller hvidvasktilsyn.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.