- Opdateret 02/02/2019 kl. 10:52
Kosmetikfirma ramt af millionbøde for import af falske øjenvipper fra Nordkorea
Et amerikansk kosmetikfirma må betale en mio. dollars i bøde for at bryde sanktioner, som de amerikanske myndigheder har pålagt Nordkorea bl.a. for affyring af ballistiske missiler.
Det amerikanske kosmetikfirma ELF Cosmetics slipper med en bøde på en mio. dollars for at bryde et amerikansk forbud mod import af varer fra Nordkorea.
Det skriver The Guardian.
Fra 2012-2017 importerede selskabet 156 forsendelser af udstyr til falske øjenvipper fra to leverandører i Folkerepublikken Kina, som handlede med nordkoreansk materiale, lyder det i en meddelelse fra det amerikanske finansministerium.
ELF risikerede bøder for sammenlagt 40 mio. dollars, men de relativt små forsendelser blev vurderet som en formildende omstændighed. Det samme gjorde, at ELF selv indberettede sanktionsbruddet.
Sanktionerne mod Nordkorea blev indført som følge af regimets atomprogram og affyring af ballistiske missiler.
»Denne håndhævelse af sanktionerne tydeliggør risiciene for selskaber, som ikke har overblik over det fulde spektrum af deres forsyningskæde i forbindelse med oversøisk import, især fra en region hvor Nordkorea såvel som andre omfattende sanktionerede lande og regioner eksporterer varer,« lyder det fra de amerikanske myndigheder.