Spar Nord-topchef: Pres på landbrugskunder kan påvirke 2019
Lave priser på svin og den varme sommer har betydet, at flere landmænd har været pressede. Og det kan ses på de nedskrivninger, som Spar Nord tog sidste år.
Også en nedskrivning på en svindelsag på 45 mio. kr. kan ses i tallene i regnskabet for 2018, der blev offentliggjort torsdag morgen.
Samlet stiger bankens nedskrivninger til 173 mio. kr. i 2018 mod en tilbageførsel på 38 mio. kr. året før.
- Nedskrivningerne var til den høje side sidste år. Det var dels svindelsagen, som vi blev klar over i januar, og så landbruget der trak ned, fortæller Lasse Nyby, der er administrerende direktør i Spar Nord.
- Fortsætter afregningspriserne med at være lave, kan det også være noget, der kan påvirke ind i 2019, påpeger bankdirektøren.
Af de 173 mio. kr. udgør landbrug 106 mio. kr. efter et år, hvor især svineproducenterne har haft det vanskeligt. Herudover var der en enkeltstående nedskrivning på et større engagement inden for planteavl. Og oveni var der svindelsagen på 45 mio. kr. på en handelsselskabet BMG's konkurs, der tvang banken til at nedjustere prognosen for 2018.
/ritzau/FINANS