Estisk tilsyn vil lukke Danske Banks filial i Estland
Det estiske finanstilsyn vil lukke Danske Banks filial i Estland efter hvidvaskskandalen.
Som reaktion på hvidvaskskandalen vil det estiske finanstilsyn nu lukke Danske Banks filial i Estland.
Det bekræfter det estiske tilsyn over for Finans. Banken har otte måneder til at ophøre med sine aktiviteter i landet, skriver tilsynet i en pressemeddelelse.
Det er netop Danske Banks estiske filial, der har været omdrejningspunkt for bankens hvidvaskskandale, hvor 1.500 mia. kr. strømmede gennem filialen i perioden fra 2007-2015. Ifølge Finans’ oplysninger formodes mindst halvdelen at være hvidvask.
Og påbuddet om at stoppe sin aktivitet i Estland handler netop om skandalen. Det estiske tilsyn begrunder nedlukningen med, at »overtrædelserne udført af banken var så gennemgribende og materielle, at de i vores mening principielt ikke passer ind i værdierne af den estiske virksomhedskultur.«
»For dette må der gives en utvetydig evaluering - uanset bankens nylige opførsel,« skriver det estiske tilsyn.
Finans arbejder på at få en kommentar fra Danske Bank, der ifølge det estiske tilsyn havde 14.700 indlånskunder og 12.300 låntagere i Estland ved udgangen af 2018.
Det var efter hårdt pres fra det estiske finanstilsyn, at Danske Bank i 2015 droppede at håndtere non resident-kunder, som er de kunder, der nu står centralt i hvidvaskskandalen.
Efter skandalen kom frem, har det estiske og danske finanstilsyn ad flere omgange taget en offentlig diskussion om, hvem der havde ansvaret for at overvåge, at Danske Banks skandaleramte filial i Estland overholdt hvidvaskreglerne. Senest efter, at det danske tilsyn frikendte sig selv i en redegørelse til det danske folketing. Dermed lå aben hos esterne, og dét ville det estiske tilsyn ikke stå model til.
Ifølge det estiske tilsyn advarede man nemlig flere gange og gennem flere år tilsynskollegerne i København om potentielle problemer med Danske Banks governance pga. de omfattende problemer i den estiske filial.
»Da Finantsinspektsioon så, at det danske finanstilsyn ikke handlede, besluttede vi at handle selv,« lød det i slutningen af januar i en meddelelse fra det estiske tilsyn.
Finans arbejder på en kommentar fra det danske tilsyn. Begge tilsyn bliver undersøgt af den europæiske bankmyndighed, EBA, for at se, om de har levet op til deres ansvar i forbindelse med sagen.
I december kom det frem, at anklagemyndigheden i Estland havde anholdt 10 personer i forbindelse med hvidvasksagen i Danske Bank. Anklagemyndigheden oplyste i den forbindelse, at antallet af anholdte forventes at vokse.