Banknordik/CEO: God nettotilgang af nye kunder ses ikke på toplinjen
Kundetilfredshed og kundeoplevelser har været de helt store fokusområder hos færøske Banknordik i 2018, og derfor glæder det bankens administrerende direktør, Árni Ellefsen, at se, at bankens investeringer i området har medført en "betydelig fremgang".
- Vi har over en årrække selv set en positiv udvikling i vores egne målinger, men nu begynder også de eksterne målinger at vise en betydelig fremgang, og det er selvfølgelig tilfredsstillende at se, at indsatsen bærer frugt.
- Vi har - måske af samme årsag - haft en god nettotilgang af kunder, specielt i Danmark, men også i Færøerne og Grønland, og det er også vores strategiske målsætning at øge vores markedsandele i Danmark og Grønland og fastholde den i Færøerne, siger han til Ritzau Finans, efter at banken torsdag morgen har leveret regnskab for fjerde kvartal 2018.
2018 var dog ikke et år uden udfordringer, og ligesom resten af sektoren var især fjerde kvartal under pres.
- Vi må samtidig erkende, at vi har samme udfordringer som resten af branchen med rentemarginalen, og derfor ser man ikke en vækst i vores forretningsomfang tilbage på toplinjen. Og det er en udfordring. Det er så vidt gældende på alle tre markeder, siger topchefen.
/ritzau/FINANS