Flere tusinde kopivarer bliver hvert år snuppet ved grænsen - og tallet er stigende
Køb af kopivarer kan være ulovlige og potentielt farligt, lyder det fra Toldstyrelsen, der de seneste fem år har oplevet en stigning på 65. pct. i antallet af sager med kopivarer.
Stadig flere kopivarer som falsk medicin, tøj og kosmetik finder hver dag vej over Danmarks grænser. Antallet af sager med kopivarer er over de seneste fem år steget fra ca. 1.500 sager i 2014 til 2.500 sager i 2018, hvilket svarer til en stigning på ca. 65 pct. Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
»Vi har over de seneste fem år oplevet en markant stigning i sager med kopivarer købt på nettet. Kopivarer kan være ulovlige og skadelige for forbrugerne, og kopierne skaber konkurrenceforvridning for danske virksomheder. I Toldstyrelsen har vi derfor fokus på kontrolindsatsen, men også i vejledningen til forbrugerne,« siger Preben Buchholtz Hansen, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.
Det er ofte gennem enten privat internethandel eller i større partier, der kommer ind med den erhvervsmæssige import, at kopivarerne bliver fragtet ind i Danmark.
»Det er ikke ulovligt at købe kopivarer på nettet til privat brug, men man kan risikere, at varerne bliver tilbageholdt, da det er ulovligt for sælgeren at sælge kopivarer. Er man ude at rejse, varierer reglerne for kopivarer desuden fra land til land, så her skal man også være opmærksom,« siger Preben Buchholtz Hansen.
Han opfordrer derfor forbrugeren til altid at tjekke reglerne for det gældende land.
Ifølge tal fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) handler vi hvert år for over 100 mia. kr. online, og selvom de fleste handler går godt, ender flere af os hvert år i dyre abonnementsfælder eller med falske kopivarer og farlige produkter, som er ulovlige.
På hjemmesiden jegvælgerægte.dk kan danske forbrugere få gode råd til, hvordan man styrer uden om kopivarer, spotter en ulovlig hjemmeside, og hvad man kan gøre, hvis man alligevel har købt en kopivare. Myndighedsnetværket bag hjemmesiden består bla. af Patent- og Varemærkestyrelsen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og Toldstyrelsen.