Jyske Bank opgiver trussel: Laver ny aftale med Nets
Ifølge Finans' oplysninger har Jyske Bank opgivet planerne om at forlade Nets-samarbejdet. En ny aftale er indgået.

Jyske Bank bryder alligevel ikke Nets’ dominans inden for håndtering af kortbetalinger i denne omgang.
Efter at have raslet med sablen og truet med at skifte til en international storspiller har Jyske Bank valgt at indgå en ny aftale med Nets. Betalingsudbyderen med hovedsæde i Ballerup kommer dermed forsat til at håndtere Jyske Banks kunders transaktioner og betalinger.
Finans erfarer fra flere kilder, at Nets har måttet acceptere en noget lavere pris for at beholde denne opgave, end Jyske Bank hidtil har betalt.
Aftalen, som blev indgået sent tirsdag aften, får ingen betydning for Jyske Banks kunder, som fortsat skal have to kort i deres pengepung. Banken splittede nemlig tidligere i år Visa/Dankortet op i to selvstændige kort.
Ifølge en bankekspert er det fornuftigt af Jyske Bank at forblive kunde hos Nets.
»Det er klogt af Jyske Bank, som absolut ikke er markedsleder, at gå sammen med markedslederen på området. For det stiller Jyske Bank i en bedre position. Hvor de endnu større banker står mere frit i at vælge en indløsningspartner,« siger Lars Krull, seniorrådgiver på Aalborg Universitet.
Jyske Bank har forklaret opsplitningen af Visa/Dankortet med, at det ganske enkelt var blevet for dårligt og utidssvarende i forhold til det nye og ”rene” Visa-kort, som bankens kunder siden har haft adgang til.
Finans erfarer, at Jyske Bank ikke har været imponeret af Nets’ evne til at udvikle Visa/Dankortet.
Jyske Bank har gang på gang afvist, at man splittede Visa/Dankortet op for at tjene flere penge, selvom såvel Forbrugerrådet som dele af detailbranchen beskyldte banken for netop det.
Banken var bl.a. utilfreds med, at Visa/Dankortet ikke tilbød kunderne samme muligheder for eksempelvis at få penge tilbage i forbindelse med handler på nettet, som det rene Visa-kort gør.
Hvis Jyske Banks kunder eksempelvis købte et hotelophold med Visa/Dankortet på nettet, og hotellet efterfølgende gik konkurs, fik kunderne ikke automatisk pengene tilbage.
Men det gør kunderne i dag, hvis de køber weekendopholdet med Visakortet, og det er sådanne manglende forbedringer af Visa/Dankortet, som fik Jyske Bank til tidligere på året at søsætte en udbudsrunde, hvor også internationale udbydere af betalingskort bød ind med priser og produktforbedringer.
Med i udbuddet var bl.a. Worldline med hovedsæde i Frankrig, ligesom en af verdens største udbydere, amerikanske Tsys, deltog.
Jyske Bank fandt hurtigt ud af, at enkelte af de internationale udbydere kunne tilbyde en aftale, som var langt mere attraktiv end den, som Jyske Bank hidtil havde haft med Nets, lyder det fra kilder tæt på processen.
I slutningen af udbudsrunden kom Nets dog med et tilbud, som samlet set var så attraktivt for Jyske Bank i forhold til pris, produktudvikling og underliggende teknologi, at banken valgte at lade håndteringen af processerne bag kundernes betalinger med internationale kort blive liggende hos Nets.
Det lykkedes dermed Nets at holde udenlandske konkurrenter ude af markedet. Men Finans erfarer, at Jyske Bank som noget nyt har fået indført mere fleksibilitet, så kontrakten kan opsiges med 12 måneders varsel, hvis banken på et tidspunkt igen sender betalingsprocesdelen i udbud.
Jyske Bank og Nets har ingen kommentarer.