Danskerne har aldrig haft flere kontanter på lommen end i år
Målt per indbygger ligger vi danskere inde med tre gange så mange kontanter som svenskerne. Flere eksperter opfordrer politikerne til at gribe ind for at komme en sort økonomi til livs.
Mængden af kontanter i Danmark har nået et historisk højt niveau i 2020, og det får nu flere eksperter og storbanken Nordea til at advare om stigende problemer med en stor sort økonomi.
»Der er hul i rørledningen et eller andet sted. Der er jo ikke behov for de kontanter. Det eneste, jeg kan se som en mulig forklaring, er moms- og skattesvindel,« siger Peter Loft, der i en årrække var departementschef for Skatteministeriet.
Det er paradoksalt, at vi har en rekordstor cirkulerende kontantbeholdning på et tidspunkt, hvor selv ældre borgere er blevet digitale.
Tallet for den samlede kontantbeholdning rundede i år 73 mia. kr. svarende til 12.565 kr. pr. dansker, viser nye tal fra Nationalbanken. Rekorden er sat, på trods af at vi bruger betalingskort og digitale betalingsapps som MobilePay og Apple Pay som aldrig før.
Professor Jan Damsgaard fra CBS opfordrer politikerne til at gøre op med de stigende mængden af kontanter.
»Den sorte økonomi vokser bare. Jeg kan ikke forstå, at man vil opretholde et system, der kun er til gavn for folk med lidt lyssky hensigter,« siger Jan Damsgaard.
Nordeas chef for bekæmpelse af hvidvask, Anita Nedergaard, kan i lighed med Jan Damsgaard og Peter Loft ikke se nogen legal forklaring på den rekordhøje danske kontantmængde.
»Det er paradoksalt, at vi har en rekordstor cirkulerende kontantbeholdning på et tidspunkt, hvor selv ældre borgere er blevet digitale og har fundet ud af at bruge kort, MobilePay og så videre,« siger Anita Nedergaard.
Hun bider særligt mærke i de mange store sedler i den danske kontantøkonomi. Nationalbankens seneste opgørelse over seddelfordelingen viste, at der var så mange tusind- og femhundredekronesedler i omløb, at det svarede til mere end 8.000 kr. i gennemsnit per dansker.
»Der er jeg bare nødt til at sige, at det matcher ikke den almindelige danskers adfærd. Så nogen har endog meget store beholdninger af kontanter, som formentlig slet ikke når bankerne, men bare cirkulerer rundt i en sort økonomi,« siger Anita Nedergaard.
Eksperterne er enige om, at et godt håndtag for at begrænse den sorte økonomi er at inddrage tusindkronesedlen, der trods sjælden brug i detailhandlen udgør mere end en tredjedel af kontantmængden.
Sagen vil nu blive taget op politisk, lover socialdemokratiets erhvervsordfører Orla Hav.
»Jeg vil tage problemstillingen op med erhvervsministeren. For gode råd fra indsigtsfulde folk om at vurdere mængden af kontanter i forhold til en sund økonomi skal vi lytte til og vurdere seriøst,« siger Orla Hav.