Finans

Tidligere kommunikationsdirektør i Spar Nord Ole Madsen erkender omfattende svindel: Bedrog banken for 20 mio. kr.

Ole Madsen er gået personligt konkurs og kan ifølge en juraprofessor forvente en anbringelsesdom eller flere års fængsel for systematisk at have bedraget sin tidligere arbejdsgiver, Spar Nord. Pengene er brugt på ekstravagant forbrug såsom luksusrejser, biler, tøj og dyre vine.

Artiklens øverste billede
Ole Madsen oplyser, at han har brugt 20 mio. kr., som han har svindlet sig til, på bl.a. dyre rejser, tøj og vin. Arkivfoto: Joachim Ladefoged.

Over en periode på 15 år har den tidligere direktør i Spar Nord Ole Madsen systematisk bedraget banken for 20 mio. kr.

Siden han blev ansat i Spar Nord i 2005 og frem til sin fratrædelse i 2020, har han fra to personligt ejede firmaer hvert år sendt falske fakturaer til Spar Nord inden for områder, han var direktør for. Derefter har han på bankens vegne attesteret fakturaerne, som efterfølgende er blevet betalt af bankens bogholderi.

I årenes løb er det blevet til ca. 200 falske fakturaer.

Spar Nord bekræfter, at banken har politianmeldt en tidligere ledende medarbejder for bedrageri, men vil ikke navngive ham. Ole Madsen bekræfter dog, at det er ham, der er tale om, og han erkender bedrageriet.

Det udspringer af alvorlig psykisk sygdom, og ikke fordi jeg er et dårligt menneske som sådan.

Ole Madsen, tidligere direktør i Spar Nord

Udover at være direktør med ansvaret for kommunikation og marketing var Ole Madsen chef for Spar Nords investor relations-område, ligesom han spillede en nøglerolle i bankens digitale omstilling og strategiudvikling. I mange år var han en af bankens største offentlige profiler.

»Det er vigtigt for mig at få sagt, at det udspringer af alvorlig psykisk sygdom, og ikke fordi jeg er et dårligt menneske som sådan. Denne sag har ført til, at jeg er blevet udredt og diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse,« siger Ole Madsen.

Han har over for Finans fremlagt dokumentation for, at han har en bipolar lidelse, og at han har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og at han tager medicin for sine lidelser. Det fremgår også, at han har haft selvmordstanker, men ikke har forsøgt selvmord.

»Med denne sygdom svinger man mellem depression og mani, hvor man er helt oppe og har en ekstrem risikoadfærd og en købetrang. Kombineret med det totale fravær af kontrolmekanismer i Spar Nord har det været en uheldig cocktail. Men det er helt og holdent min skyld. Ikke bankens,« siger Ole Madsen.

Det er ifølge Ole Madsen forståeligt, hvis andre har svært ved at tro på, at han har brugt alle pengene på forbrug. Arkivfoto: Joachim Ladefoged.

Bedrageriet har været nogenlunde konstant gennem alle årene. Det giver i runde tal 1,3 mio. kr. om året, som han har suppleret sin løn med. Den angiver han til ca. 1,6 mio. kr. Ifølge Ole Madsen har han stort set ikke betalt skat af de penge, han svindlede sig til.

»Jeg har i maniske øjeblikke retfærdiggjort, at jeg fortjente at få lidt ekstra,« siger han.

Han fortæller, at han brugte pengene, lige så hurtigt som de kom ind på den konto i Nordea, han oprettede til formålet.

»En ekstravagant ferie kan koste 300.000 til 400.000 kr. Tager du to af dem om året, er du godt på vej. Et sæt tøj til 40.000 kr. Vin til 1.000 kr. flasken. Jeg har også leaset biler. Det er bare at tage et almindeligt forbrug og skalere det op til absurde niveauer. Det er gennemgribende meningsløst,« siger Ole Madsen.

Jeg har ikke en klejne i dag.

Ole Madsen, tidligere direktør i Spar Nord

Han kan godt forstå, hvis omverdenen har svært ved at tro på, at han har brugt 20 mio. kr. udover sin løn.

»Den spontane reaktion er, at det er mange penge, og de må ligge et sted. Men det gør de ikke. Jeg har ikke en klejne i dag,« siger Ole Madsen.

Det skal en konkursadvokat dobbelttjekke. I tirsdags blev Ole Madsen erklæret personlig konkurs.

»Det bliver en væsentlig del af bobehandlingen at undersøge pengestrømmene og se, hvor de mange penge er blevet af. Herunder om de er omsat til aktiver, vi kan realisere, og om der står penge et sted,« siger partner Preben Jakobsen fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der er udpeget som kurator af skifteretten.

Spar Nord forklarer konkursbegæringen som et forsøg på at få så mange penge tilbage som muligt ved at få realiseret de aktiver, der måtte være.

For Ole Madsen ændrer den personlige konkurs ikke det store.

»Det er en lille smule teater, for der er ikke så meget at komme efter, og det ved Spar Nord godt. De har fuld indsigt i min økonomi,« siger han.

Ifølge ham kendte hans ægtefælle ikke til bedrageriet.

»Med den position, jeg havde, var mit forbrug naturligt for hende. Hun vidste, jeg arbejdede hele tiden, og at jeg sad i fem bestyrelser. Dem honorerede Spar Nord mig ikke for, men det vidste hun ikke. Så hun har været fuldstændig uvidende om det. Det er frygteligt. Alligevel har hun bakket mig op i behandlingsforløbet og i det hele taget,« siger Ole Madsen.

Bedrageriet blev opdaget, efter at Ole Madsen i 2020 forlod banken. Han sagde op, fortrød og blev genansat, for kort efter igen at sige op og tage til kapitalforvalteren Formuepleje, hvor han blev partner.

Opsigelsen bragte bedrageriet for en dag.

»Flere fik ansvaret for de områder, han havde haft ansvaret for. I den forbindelse splittes budgetterne op, og der dukker poster op, som vi ikke kan placere. Der får vi mistanken til, at der er lavet fabrikerede fakturaer,« siger Lasse Nyby, adm. direktør i Spar Nord.

Det var et stort chok for adm. direktør Lasse Nyby at opdage, at en af hans nærmeste kollegaer gennem 15 år systematisk har bedraget Spar Nord. Arkivfoto: René Schütze.

Bankens interne revision blev sat på sagen. Det samme gjorde Deloitte Forensic, som er revisionshusets eksperter til at undersøge økonomisk kriminalitet.

»Langt den største del af svindlen er foregået ved, at der fra to firmaer, som vedkommende har dispositionsretten over, er sendt falske fakturaer på arbejde, banken ikke har fået noget for. En mindre del er misbrug af bankens firmakort,« siger Lasse Nyby.

De to benyttede firmaer er Ole Madsens og hans hustrus personlige firmaer.

Lasse Nyby forklarer, at der er faktureret for analyser, strategiarbejde, research og tilsvarende opgaver, som var naturlige set i forhold til eksdirektørens ansvarsområder.

Samtidig erkender han, at bankens kontrolprocedurer har svigtet, og at det uden en opsigelse ikke er sikkert, at svindlen nogensinde var blevet opdaget.

»Der har været behov for at stramme op på en række områder,« siger Lasse Nyby.

Spar Nord har nedsat grænsen for, hvor store fakturaer direktører kan godkende, uden at det skal videre i systemet, men vil ikke nævne beløbsgrænser. Alle fakturaer over en vis grænse kontrolleres nu hvert kvartal. Og de største kreditorer vurderes årligt.

»I bund og grund er jeg træt af det. Vi har ønsket, at direktørerne er herrer i eget hus med vide grænser i deres arbejde. Det er klart, at det går ud over tilliden, når vi skruer på kontrollen. Men jeg må bare erkende, at det er nødvendigt,« siger Lasse Nyby.

Vi beklager dybt sagen overfor kunder, medarbejdere og aktionærer.

Lasse Nyby, adm. direktør i Spar Nord

Spar Nord har undersøgt alle fakturaer fra samtlige direktører de seneste fem år. Det har ikke afdækket anden svindel, oplyser Lasse Nyby.

»Det er en enlig svale. Vi beklager dybt sagen over for kunder, medarbejdere og aktionærer. Heldigvis er det svindel i indkøb og ikke med kundernes penge,« siger han.

Ole Madsen kan ikke forstå, at det var muligt at få så store beløb udbetalt. Slet ikke til firmaer hjemmehørende på hans private adresse.

»Jeg kan efterfølgende være ked af, at der ikke var en kontrol, der fangede mig til at begynde med, så det ikke fik lov til at stå på i så lang tid. Så var jeg ikke kommet så langt ud,« siger han.

Han erkendte bedrageriet på et møde med Lasse Nyby og bankdirektør John Lundsgaard den 27. november 2020. Banken krævede, at han informerede sin nye arbejdsgiver, Formuepleje, og gav ham en frist i februar 2021 til at gøre det.

Dagen efter, at han orienterede den nye arbejdsgiver, blev han efter eget udsagn fyret. I en officiel udmelding forklarede Formuepleje fratrædelsen med personlige årsager.

Ole Madsen afmeldte sit mobilnummer, slettede sin LinkedIn-profil og fik adressebeskyttelse.

Ole Madsen håber på, at han får en anden straf end fængsel. Arkivfoto: Joachim Ladefoged.

I dag er han ked af, hvad han har udsat særligt sin ægtefælle og to børn, men også banken for.

På et punkt er han dog også kritisk over for Spar Nord, når han ser tilbage.

Banken var og er medejer af fintech-virksomheden Subaio. Ole Madsen sad i bestyrelsen, hvor han blev, i mere end to måneder efter at han erkendte bedrageriet over for Spar Nord. Det viser det offentlige CVR-register.

Det gjorde han efter eget udsagn, fordi han på vegne af Spar Nord forhandlede med den amerikanske venturefond Global PaytTech Ventures, som ville købe sig ind i Subaio.

»De forhandlinger lod banken mig færdiggøre og satte mig trods bedragerisagen først fra bestillingen, dagen før handlen blev underskrevet. Banken tjente 25-30 mio. kr. på det. Så mere akut var det heller ikke at få mig ud,« konstaterer Ole Madsen.

Ifølge CVR-registret trådte han ud af bestyrelsen den 2. februar 2021. To dage senere blev den amerikanske venturefond registreret som medejer.

Spar Nord vil ikke kommentere det forløb.

Hvis han får en almindelig straf, vil det nok være omkring tre år.

Lars Bo Langsted, professor emeritus

Ifølge professor emeritus Lars Bo Langsted betyder beløbet på de 20 mio. kr., at der er tale om groft bedrageri, hvor straframmen er op til otte års fængsel.

Men hvis der foreligger en mentalerklæring, der anbefaler det, kan Ole Madsen ifølge ham formentlig se frem til en anbringelsesdom.

»Hvis han får en almindelig straf, vil den nok være omkring tre år med de beløb. En anbringelsesdom vil sikkert være tidsubestemt,« vurderer Lars Bo Langsted.

Ole Madsen er endnu ikke blevet tiltalt, og han ved ikke, hvornår sagen kommer for retten. Men han håber på at slippe for fængsel.

»Jeg har et begrundet håb om, at straffen bliver andet end fængsel, fordi der er psykisk sygdom involveret. Måske en behandlingsdom, betinget fængsel eller en kombination af de to. Men det er til syvende og sidst dommeren, der afgør det,« siger han.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.