Finans

Billigere boliglån til danskerne? Ekspert vil have udskældt aftale revet over

Eksperter mener, at aftalen mellem Totalkredit og godt 45 danske pengeinstitutter hæmmer konkurrencen. Vrøvl, lyder det fra Nykredit, der ejer Totalkredit.

Artiklens øverste billede
Totalkredit, der er ejet af Nykredit, sælger realkreditlån til godt 45 forskellige pengeinstitutter. Selskabet er vokset markant de seneste fem år. Foto: Arkiv.

Nykredit og Totalkredit hæmmer konkurrencen i realkreditsektoren. Sådan lyder det i en ny rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og som erhvervsminister Simon Kollerup har kaldt for »alarmerende læsning«.

I rapporten skriver konkurrencemyndighederne ordret, at den samarbejdsaftale, som Totalkredit har med en lang række pengeinstitutter, gør det sværere for konkurrenter som Jyske Bank, Danske Bank og Nordea at byde sig til med deres produkter.

Det får nu en bankekspert til at komme med en opsigtsvækkende opfordring.

»Nykredit (som ejer Totalkredit, red.) fastholder bankerne i Totalkredit-samarbejdet i et jerngreb. De bør sættes fri til glæde for konkurrencen, og man bør derfor rive den samarbejdsaftale, som Totalkredit har med bankerne, midt over,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Man bør rive den samarbejdsaftale, som Totalkredit har med bankerne, midt over.

Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet

Han peger på, at det er nogle særlige afsnit i samarbejdsaftalen, som er problematiske.

»Der er dele af aftalen, der handler om bindinger og eksklusivitet. Det er dem, som forhindrer bankerne i Totalkredit-samarbejdet i at tilbyde andre realkreditselskabers produkter. Det er skidt for konkurrencen,« siger Lars Krull.

Jyske Bank har klaget til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over Totalkredits samarbejdsaftale med ca. 45 pengeinstitutter. Aftalen betyder, at bankerne sender deres kunder til Totalkredit, når de har brug for at optage et realkreditlån. Samarbejdet er en stor succes, og Totalkredits og Nykredits markedsandel er vokset fra 40 til 50 pct. siden 2014.

Jyske Bank vil gerne sælge bankens realkreditlån fra Jyske Realkredit til kunderne i de 45 pengeinstitutter i Totalkredit-samarbejdet, men det har ikke kunnet lade sig gøre, fordi pengeinstitutterne er bange for at miste den formidlingsprovision, som de får fra Totalkredit. Det drejer sig om ca. halvdelen af den bidragssats, som kunderne betaler for deres realkreditlån, hvilket i nogle banker løber op i mange mio. kr.

Vi konstaterer i undersøgelsen, at markedet er fastlås, og at det er svært for nye eller eksisterende aktører at komme ind med konkurrerende produkter.

Niels Enemærke, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ønsker ikke at kommentere Jyske Banks klage over samarbejdsaftalen, men vil gerne gentage, hvad der står i den netop offentliggjorte rapport om, at Totalkredits samarbejdsaftale hæmmer konkurrencen.

»Vi konstaterer i undersøgelsen, at markedet er fastlåst, og at det er svært for nye eller eksisterende aktører at komme ind med konkurrerende produkter. Det skyldes bl.a., at pengeinstitutterne har en formidlingsaftale med Totalkredit,« siger Niels Enemærke, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere bekræftet, at den har modtaget en klage, men det er uvist, om myndigheden har åbnet en konkurrencesag, hvor man undersøger, om aftalen eller dele af aftalen mellem Totalkredit og de ca. 45 banker er problematisk og ulovlig. Hvis styrelsen når frem til den konklusion, kan den vælge at politianmelde Nykredit og pålægge dem at rette ind.

En ekspert fra Copenhagen Business School er enig med kontorchefen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i, at Totalkredit-samarbejdsaftalen hæmmer konkurrencen og gør det svært for nye eller eksisterende aktører at sælge deres produkter til skade for de danske boligejere.

Det er jo også bedst at indhente tre tilbud fra forskellige håndværkere, når du skal have lavet noget derhjemme

Steffen Andersen, professor på Institut for Finansiering ved Copenhagen Business School

»Det er altid godt med flere tilbud. På den måde minder realkreditsektoren om de fleste andre områder. Det er jo også bedst at indhente tre tilbud fra forskellige håndværkere, når du skal have lavet noget derhjemme i stedet for at nøjes med ét tilbud. Konkurrence er altid godt,« siger Steffen Andersen, professor på Institut for Finansiering ved Copenhagen Business School.

Han peger på, at danskerne kan få adgang til billigere realkreditlån, hvis Totalkredits aftale med pengeinstitutterne rives midt over, fordi konkurrenter som Jyske Realkredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit så kan konkurrere med Totalkredit på prisen direkte over for de danskere, som er kunder i en bank i Totalkredit-samarbejdet.

»Det åbner dog op for den udfordring, at det ikke altid er det billigste, som er det bedste. Det er skidt, hvis man eksempelvis vælger den billigste håndværker, og vedkommende så ikke kan finde ud af at løse opgaven ordentligt. Der ligger også en værdi i, at bankerne i samarbejdet med Totalkredit kender selskabets produkter godt og er gode til at matche kunderne med de rigtige produkter,« siger Steffen Andersen.

Ifølge bankeksperten fra Aalborg Universitet behøver man blot at kaste et blik i bankerens regnskaber for at konstatere, at konkurrencen i finanssektoren godt kunne være hårdere.

»Hvis konkurrencen i en sektor er benhård, plejer du at se forskellige aktører afgå ved døden. Det har jo ikke ligefrem været tilfældet i den danske banksektor i mange år. Det er også mærkeligt, at de små banker kan sælge et realkreditprodukt lige så billigt som store banker. Jeg kan godt lide små banker, men de burde blive konkurreret ud af banen af de store spillere, fordi der er stordriftsfordele også ved at producere finansielle ydelser. Men det bliver sat ud af spil som følge af Totalkredit-samarbejdsaftalen,« siger Lars Krull fra Aalborg Universitet.

Vi mener, at det er et udtryk for konkurrence, når man kan konkurrere på pris.

Mail fra Nykredit

Nykredit har ikke ønsket at stille op til interview om sagen, men oplyser i en mail, at Totalkredits realkreditlån er anbefalet af Forbrugerrådet Tænk som det billigste på markedet.

»Vi mener, at det er et udtryk for konkurrence, når man kan konkurrere på pris,« lyder det.

Selskabet mener, at Totalkredit-samarbejdsaftalen giver små og mellemstore banker mulighed for at konkurrere med landets største banker.

»Aftalen er samtidig med til at sikre og understøtte et solidarisk enhedsprissystem og bidrager til, at vi fortsat har et dansk realkreditsystem, som både er gennemsigtigt og solidarisk, så alle boligejere uanset indkomst, privatøkonomi, engagementstørrelse og geografisk placering betaler samme rente- og bidragssats,« skriver Nykredit i mailen.

Jyske Bank, som offentliggør halvårsregnskab tirsdag, ønsker ikke at kommentere rapporten fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Banken har tidligere bekræftet, at den har henvendt sig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.