- Opdateret 01/12/2022 kl. 10:56
Danske aktier i stor stigning efter USA-eufori
Det markante løft i USA onsdag giver danske aktier vinger, og C25-indekset åbner med stigning i næsten alle aktier.
Det danske marked er som ventet åbnet med pæne stigninger over hele linjen. Efter to timers handel ligger det ledende C25-indeks til en stigning på 1,5 pct. efter tidligere på formiddagen at have været oppe med 2 pct.
De største stigninger står GN og Ørsted for med et plus på henholdsvis 4,5 pct. og 5 pct. GN stiger efter fornyede spekulationer om en fusion med Demant. Men generelt er der stigende kurser på stort set alt på fondsbørsen.
Stigningen i C25 skal ses på baggrund af en stigning onsdag på 0,9 pct., hvor investorerne allerede havde taget forskud på glæderne.
Baggrunden for den store danske stigning skal findes i USA, hvor gårsdagens aktiehandel sendte det brede amerikanske S&P 500-indeks op med 3,1 pct., Nasdaq-indekset steg mest med 4,0 pct., og Dow Jones-indekset endte 2,2 pct. højere.
Det var som sædvanlig FED-chef Powell, der rykkede markederne med en tale, hvor tolkningen fra investorerne lød, at rentestigningerne vil aftage i voldsomhed og ”kun” bliver på 50 basispoint - 0,5 procent - ved næste møde i centralbanken senere på måneden.
»Vi kommer ikke op på amerikanske stigningstakter. Det skyldes dels, at vi har mange life science selskaber i Danmark, som ikke bliver så påvirket af den amerikanske udvikling. Dels fordi USD falder og dels fordi gårsdagens amerikanske markedsbevægelse først og fremmest handler om risikopræmien og mindre om økonomien,« skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en kommentar til bevægelserne.
Flere analytikere advarer dog mod at tro, at aktieopturen kan fortsætte samt at investorerne har overfortolket Jerome Powells kommentarer om renteudviklingen.
»Hverken aktiernes prisfastsættelse eller indtjeningsforventningerne til 2023 afspejler den virkelighed, som vi ser, når vi kigger ud ad vinduet. En virkelighed med recession, fortsat høje styringsrenter - selv om stigningstakten bliver mindre - og kommende indtjeningsskuffelser. Det ændrer en eller to måneder med lidt lavere amerikansk inflation ikke på,« lyder det i en kommentar aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.