Ole Madsen dømt: Skal tre et halvt år i fængsel
Den tidligere Spar Nord-direktør Ole Madsen er overrasket over en ifølge ham hård dom for bedrageri. Anklagemyndigheden er tilfreds.
Ole Madsen, der er tidligere direktør i Spar Nord, har fået en ubetinget dom på tre et halvt års fængsel.
Det fremgår af dommen onsdag eftermiddag i Aarhus Byret, bekræfter Nordjyllands Politi.
Han er dømt for bedrageri og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. Udover fængsel er han dømt til at betale et erstatningskrav på 20,5 mio. kr. til Spar Nord.
»Lige så vel som jeg er meget ked af det, jeg har gjort, så er jeg også ked af den her dom. Den er hårdere, end jeg havde troet og håbet på. Så jeg trænger til at sunde mig hen over julen,« siger Ole Madsen.
Han vil nu drøfte med sin forsvarer, Ole Søgaard-Nielsen, om dommen skal ankes.
Over en periode på 15 år bedrog den forhenværende højtprofilerede direktør systematisk sin arbejdsplads for knap 20 mio. kr.
Han blev dømt for at have udstedt 153 falske fakturaer fra sit og sin ægtefælles private firmaer. Som direktør i Spar Nord attesterede han fakturaerne, som efterfølgende blev betalt af bankens bogholderi. Han havde oprettet en konto i Nordea, som pengene blev sat ind på.
Mandatsviget for ca. 735.000 kr. skete ved at benytte Spar Nords Mastercard til private indkøb.
»Jeg kommer i gang med noget, jeg ikke rigtig kan stoppe med igen,« forklarede Ole Madsen, da sagen i sidste uge var for retten.
Da Finans afslørede bedrageriet i maj i år, forklarede Ole Madsen sagen med alvorlig psykisk sygdom.
»Det er vigtigt for mig at få sagt, at det udspringer af alvorlig psykisk sygdom, og ikke fordi jeg er et dårligt menneske som sådan. Denne sag har ført til, at jeg er blevet udredt og diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse,« sagde Ole Madsen den gang.
Sagen har kørt som en tilståelsessag, og i retten kom det frem, at Retslægerådet har erklæret Ole Madsen egnet til straf. Alligevel var anklageren og Ole Madsens forsvarer stærkt uenige om straffen.
Anklageren gik efter mindst fire års ubetinget fængsel, mens forsvareren argumenterede for en behandlingsdom eller alternativt 1,5 års betinget fængsel.
Ifølge Ole Madsen kunne dommen nærmest ikke være værre.
»Det er klart, at jeg er selvfølgelig ked af dommen. Det er noget andet, end vi gik efter, og noget andet end det, vi synes ville være det rigtige. Men jeg vil helst ikke sige så meget andet, indtil vi har taget stilling til, om vi vil anke eller acceptere dommen,« siger Ole Madsen.
Omvendt er anklageren tilfreds med udfaldet.
»Det er for anklagemyndigheden et tilfredsstillende resultat. Dommen afspejler, at der er tale om alvorlig økonomisk kriminalitet, hvor man har udnyttet en betroet stilling og snydt sin arbejdsgiver for over 20 mio. kr.,« siger specialanklager Mette Vestergaard fra Nordjyllands Politi.
Selv om hun gik efter mindst 4 års fængsel, er dommen på linje med praksis, mener hun.
»I formildende retning lægger retten vægt på, at han har meldt sig selv og afgivet fuld tilståelse,« siger hun.
Ole Madsen var ansat i Spar Nord fra 2005 til 2020. Han var en af bankens største offentlige profiler, og havde som direktør ansvaret for kommunikation og marketing. Han var også chef for bankens investor relations-område, ligesom han spillede en nøglerolle i bankens digitale omstilling og strategiudvikling.
Alle penge fra bedrageriet er blevet brugt på ferier, dyrt tøj, vin og andet forbrug, og Ole Madsen er som følge af sagen gået personlig konkurs.
Kurator i konkursboet har stort set ikke fundet nogen værdier. Dog arbejder han på at få solgt familiens bolig, idet Ole Madsens andel af friværdien kan dække en beskeden del af Spar Nords tab.
»En ekstravagant ferie kan koste 300.000 til 400.000 kr. Tager du to af dem om året, er du godt på vej. Et sæt tøj til 40.000 kr. Vin til 1.000 kr. flasken. Jeg har også leaset biler. Det er bare at tage et almindeligt forbrug og skalere det op til absurde niveauer. Det er gennemgribende meningsløst,« har Ole Madsen tidligere forklaret til Finans.
Bedragerisagen er så omfattende, at den har været i Spar Nords bestyrelse og er anmeldt til bankens forsikringsselskab. Finanstilsynet er også blevet orienteret. Men tilsynsmyndigheden har ifølge Spar Nord ikke gennemført en undersøgelse af banken som følge af sagen.
Banken har brugt mere end 1 mio. kr. på at afdække sagen. Cirka en halv mio. kr. er brugt til eksterne parter primært Deloitte Forensic. Det er revisionshusets afdeling til at afsløre økonomisk kriminalitet.
Derudover har banken brugt betydelige interne ressourcer på at kortlægge bedrageriet.