Advokatfirma har flere roller i OW Bunker-sag
Ifølge advokatfirmaet Plesner er det ikke et problem, at det har flere kasketter på i sagen om OW Bunker. Plesner vil ikke forholde sig til, om advokatfirmaet som kurator kan afgøre spørgsmål om erstatningssager.
Advokatfirmaet Plesner har påtaget sig flere roller i forhold til det konkursramte selskab OW Bunker, men afviser, at det er et problem.
Senest er Plesner udpeget som kurator i konkursboet og kan derfor ende med at skulle forholde sig til, om der skal føres erstatningssager mod ledelsen, bestyrelsen, den sælgende kapitalfond, Altor, eller bankerne der sendte OW Bunker på børsen.
»Vi har konkluderet, at vi ikke har problemer med habiliteten i forhold til at påtage os hvervet som kurator,« siger partner Jørgen Permin fra Plesner.
Udover at hans kollega Pernille Bigaard som kurator skal rydde op efter konkursen, var Plesner rådgiver for Altor, da kapitalfonden i 2007 købte OW Bunker. Desuden rådgav Plesner de banker, som tidligere i år var med til at sende OW Bunker på børsen. Endelig er DSV en af Plesners klienter. Her er Kurt Larsen formand og tidligere direktør. Han er også med i bestyrelsen i OW Bunker.
Plesner vil ikke svare på, om advokatfirmaet som kurator er habil til at afgøre, om der skal rejses erstatningssager mod ledelsen, bestyrelsen eller Altor.
»Det konkrete vil jeg ikke udtale mig om. Det må bero på en vurdering, som der ikke har været anledning til at foretage endnu,« siger Jørgen Permin, som peger på, at der er udpeget to kuratorer, hvorfor den anden kan afgøre spørgsmål, hvor Plesner måtte være inhabil.
Den anden kurator er John Sommer Schmidt fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel. Hans kollega, Jens V. Mathiasen, er med i bestyrelsen hos OW Bunkers' konkurrent Monjasa.
Det konkrete vil jeg ikke udtale mig om. Det må bero på en vurdering, som der ikke har været anledning til at foretage endnu.
»Det mener jeg ikke giver inhabilitet på nogen måde. Tværtimod vurderer vi, at Jens har en indsigt i branchen, som kan være nyttig, og han er koblet på det team, der bistår vores kurator,« siger managing partner Peter Appel fra Gorrissen Federspiel.
Altor vil ikke forholde sig til, om fondens samarbejde med Plesner kan give anledning til en interessekonflikt.
»Det har jeg ikke nogen holdning til. Det er ikke en beslutning, vi som aktionær har noget med at gøre,« siger ledende partner i Danmark Søren Johansen fra Altor.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kurt Larsen.