Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

»Hvis man virkelig vil snyde, er det tæt på at være et tag selv-bord«

Det ser mystisk ud, mener to momseksperter, der har kigget nærmere på de selskaber, der står bag den jyske slikkæde Slikkepinden.

Ifølge det CVR-nummer, som hænger ved indgangen til Slikkepinden i Ryesgade i Aarhus, er forretningen slet ikke momsregistreret.

Når du køber bland selv-slik i Slikkepinden i Ryesgade i Aarhus, er det ikke sikkert, at du bidrager til statskassen i form af moms og chokoladeafgifter. Ved indgangsdøren hænger en smileyrapport, men det cvr-nummer, som står på rapporten, er ikke momsregistreret.

»Det er meget mystisk,« siger momsdirektør Søren Engers Pedersen, TimeTax.

Jyllands-Posten fortalte forleden, at Fødevarestyrelsen har uddelt sure smileyer og bøder for sammenlagt 150.000 kr. til syv af Slikkepindens otte slikbutikker i bl.a. Aarhus, Vejle, Randers, Aalborg og Skive. De var indtil for få måneder siden ejet af den aarhusianske sliksælger Ahmed Enghames. Nu er selskaberne overdraget til såkaldte IVS'er – iværksætterselskaber.

Dertil kommer en bøde på 50.000 kr., som Ahmed Enghames skal betale, efter at Fødevarestyrelsens rejsehold ved en razzia afslørede et hemmeligt lager i Tranbjerg med 25 tons uregistreret slik. Men den bøde er ikke betalt.

Fødevarestyrelsen har haft svært ved at finde ud af, hvem der ejer butikkerne. Da Skat ikke vil udtale sig om konkrete sager, har Jyllands-Posten bedt to momseksperter om at kigge nærmere på selskabskonstruktionerne i den jyske slikkæde.

»At en slikbutik, som er opstartet i september 2015, ikke er momsregistreret, har jeg ikke tidligere oplevet,« siger Søren Engers Pedersen.

Han bakkes op af Sten Kristensen, der er momschef og partner i revisionsfirmaet BDO.

»Det ser underligt ud. Når man søger på navnet Slikkepinden hos Skat, får man en række IVS-selskaber og kun fire selskaber, som er momsregistrerede,« siger Steen Kristensen.

Han mener, at det er alt for let at snyde med moms og afgifter på slik - bl.a. pga. manglende ressourcer hos Skat.

»Der er ingen tvivl om, at der er mange penge i slik, og at svindlen med afgifter og moms på dette område er kæmpestor og meget organiseret. Selv om Skat siger, at de er tæt på de kriminelle, halser de efter dem. I Danmark har vi et tillidsbaseret kontrolsystem, og hvis man har kriminelle hensigter, kan man holde sig meget lavt i radaren og snyde i lang tid, inden man bliver opdaget. Det er forholdsvist let at snyde,« mener Sten Kristensen.

Han fortæller, at man kan oprette og lukke virksomheder, inden Skats radarsystem opdager det.

»Hvis man virkelig vil snyde, er det tæt på at være et tag selv-bord. Reelt set driver svindlerne slikbutikker for vores allesammens penge uden at bidrage til den fælles kasse. Lige nu er der fokus på det, men tidligere har det kun været fødevaremyndighederne, som har haft fokus på det. Initiativet er ikke kommet fra Skat,« siger han.

Ifølge Fødevarestyrelsen er der problemer med sporbarheden på slikket i tre af fire slikbutikker, som styrelsen besøger. Og alene i de første 10 måneder af 2015 udskrev Skat regninger for 51,3 mio. kr. til forretninger, som manglede at betale punktafgifter.

Søren Engers Pedersen peger på IVS'erne - iværksætterselskaberne - som et stort problem. De er meget billige at oprette og kan lukkes, når der skal betales skat og moms til staten.

»Det er nemt. Du kan starte et lille selskab, et iværksætterselskab, Det koster én krone i startkapital. Så kan du indsende et antal negative momsangivelser, skrive som forklaring, at der er omkostninger til opstart, og bagefter får du momsen udbetalt,« forklarer Søren Engers Pedersen.

Underdirektør Per Jacobsen, Skat, siger, at man er meget opmærksom på IVS’erne.

»Vi ser, at der etableres mange IVS’er, herunder inden for slikbranchen. Det er ikke i sig selv et problem at eje et IVS-selskab, men det er naturligvis et problem, hvis de påbegynder momspligtige aktiviteter uden at være momsregistreret. Derfor har vi en skærpet overvågning af dem, både i forhold til slikbranchen, men også vedr. f.eks. negativ moms, hvor vi har et særligt øje på, om selskabet er etableret for at trække penge ud af staten,« siger han.

Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ahmed Enghames. Da to medarbejdere fra avisen i sidste uge besøgte Slikkepinden i Aarhus, blev de bedt om at forlade butikken.

BRANCHENYT
Læs også