Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Afstrafferen tager magten i Filippinerne

Den yderst kontroversielle og hårdtslående Rodrigo Duterte, der har lovet både større økonomisk lighed og et blodigt opgør med kriminalitet, står som klar vinder af mandagens præsidentvalg i Filippinerne.

BEIJING - Han har udspyet edder og forbandelser, fornærmet til højre og venstre og desuden lovet et regulært blodbad. Og tirsdag kunne Rodrigo Duterte erklære sig som vinder af præsidentvalget i Filippinerne.

Det kommer efter en hård valgkamp, hvor Dutertes modstandere har advaret om, at han vil afvikle demokratiet og indsætte sig selv som diktator. Men samtidig har hans støtter følt sig tiltrukket af hans løfter om et brutalt opgør med kriminalitet og korruption.

»Det er med ekstrem ydmyghed, at jeg accepterer folkets mandat,« sagde 71-årige Duterte tirsdag formiddag. »Jeg føler taknemmelighed over for det filippinske folk.«

De bemærkninger faldt i et markant blødere toneleje, end det han har gjort sig berømt og berygtet for i løbet af valgkampen. I et land, hvor 80 pct. af befolkningen er katolikker, har han kaldt paven for »en ludersøn «, bedt sine kritikere om at »skride ad helvede til«, har fyldt sine taler med obskøne kommentarer om voldtægt og hans egen udenomsægteskabelige affærer, og har lovet at henrette titusindvis af kriminelle.

Ikke konkret

Men samtidig har Duterte haft succes med sin massive kritik af landets politiske elite, der i brede dele af befolkningen mødes med afsky, da den på trods af markant økonomisk fremgang inden for de sidste år ikke har nedbragt fattigdommen eller mindsket den store økonomiske ulighed.

»Alle I narkohandlere, røvere og dagdrivere må hellere forsvinde. For jeg vil dræbe jer alle sammen, ligesom jeg har gjort som borgmester.«

Rodrigo Duterte, præsidentkandidat, Filippinerne

Duterte er dog ikke kommet med konkrete udmeldinger om, hvordan han vil holde gang i økonomien, der med en årlig vækst på 6 pct. faktisk har været et af lyspunkterne i Asien i løbet af den nuværende præsident Benigno Aquinos seks år lange embedsperiode.

Samtidig har Dutertes udtrykt sig yderst flagrende om Filippinernes forhold til omverdenen. Han har allerede truet med at afbryde de diplomatiske forbindelser til USA, der ellers er det sydøstasiatiske lands stærkeste allierede. Og over for Kina, som Filippinerne har et yderst anspændt forhold til, specielt pga. territoriale stridigheder, har Duterte både signaleret villighed til at forhandle og til at optrappe konflikten.

Afstrafferen vil dræbe

På andre områder har Dutertes udmeldinger dog været langt mere håndfaste. Han har lovet at udrydde kriminalitet i Filippinerne inden for seks måneder og samtidig eliminere korruption.

De seneste 22 år har han været borgmester i den sydlige millionby Davao, hvor han netop er blevet kendt for sin blodige kamp mod kriminalitet. I løbet af valgkampen har han pralet med at stå bag de dødspatruljer, som menneskerettighedsgrupper anslår har dræbt omkring 1.400 kriminelle i Davao. Den hårde kurs har givet ham øgenavnet »Afstrafferen«. Og den linje vil han videreføre på landsplan. Han har sagt, at titusindvis af kriminelle vil blive dræbt.

»Glem alt om menneskerettigheder,« sagde han hen over weekenden til sine tilhængere. »Alle I narkohandlere, røvere og dagdrivere må hellere forsvinde. For jeg vil dræbe jer alle sammen, ligesom jeg har gjort som borgmester.«

Samtidig har han sagt, at korrupte embedsmænd skal »pensioneres eller dø«, og til korrupte politibetjente advarer han: »Enten dræber I mig, eller også dræber jeg jer.«

»Husk Hitler«

Duterte er imidlertid yderst vellidt i Davao, Filippinernes tredjestørste by, hvor han udover kampen mod kriminalitet og korruption har gjort sig kendt for et rygeforbud, der gælder hele byen, for at oprette hospitalsafdelinger for børn med kræft, omfattende vaccinationsprogrammer og større indsats mod ulighed.

Men da Duterte samtidig har udtrykt manglende respekt for retssystemet og demokratiske institutioner har hans modstandere advaret om, at han kan udvikle sig til en diktator.

Den afgående præsident, Benigno Aquino, advarede ved et valgmøde lørdag om, at Filippinerne kunne ende med igen at blive et diktatur, hvis Duterte blev valgt. Aquino opfordrede vælgerne til at »huske, hvordan Hitler kom til magten«.

Resultatet af mandagens præsidentvalg er endnu ikke officielt, og vil formentlig ikke blive det før om en uges tid. Men tal fra valgorganisationen PPCRV, der har fulgt valget tæt, viste tirsdag formiddag lokal tid, da over 90 pct. af stemmerne var talt op, at Duterte står til at få over 38 pct. af stemmerne, mens nummer to er omkring 15 procentpoint bagefter. De to nærmeste modstandere har offentligt erkendt nederlaget.

Rodrigo Duterte vil indtage præsidentposten den 30. juni.

Han har allerede sagt, at han under ingen omstændigheder vil tage på statsbesøg til lande, hvor vejret er koldt.

Læs også