Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Bekymret landmandsdatter: Hvad skal vi egentlig spise, hvis landbruget dør?

Min far er 66 år og kan ikke komme af med sit livsværk, og han er ikke den eneste. Hvad vil vi med dansk landbrug?

Min far har i løbet af de seneste 40 år selv fået bygget denne gård. Udmugningskanalen i den gamle stald gravede han med håndkraft. Forestil dig, hvor mange millioner det koster at bygge stalde, købe malkerobotter, store traktorer og betale for reparationer og dyrlæger. Og den eneste indtægt er mælk.

Se på billedet herover.

Det er mit barndomshjem, min fars livsværk. Han havde 40 års jubilæum den 1. marts i år, og selvom han plejer at holde af at holde fest, så havde han ikke lyst til at markere den dag. For egentlig vil han gerne sælge sit livsværk og gå på pension, men det er så godt som umuligt.

Mange landmænd går konkurs for tiden. Min far derimod har en sund forretning, men som mange andre ældre gårdejere og mælkeproducenter er det blevet uendeligt svært at komme af med gården.

De yngre kan ikke længere låne så mange millioner, som gårdene koster, hvilket skaber en uholdbar situation for alle. Min bror vil f.eks. gerne overtage, men økonomisk er der ingen løsninger, da min far heller ikke må sælge til mere end 15 pct. under vurderingsprisen. Situationen er fastlåst, og de har ikke en løsning i sigte. Men markerne skal jo pløjes, tilsås og høstes, og køerne skal fodres, malkes og kælve. Så det gør de troligt. Dag efter dag.

Da min far købte gården i 1976, var der kun et to år gammelt stuehus og en enkelt stald, som han ombyggede med håndkraft. I årenes løb er han fulgt med udviklingen og har udbygget og moderniseret. Er gået fra malkemaskiner og malkeskammel spændt om livet til malkegrav og siden malkerobotter. Er gået fra 0 malkekøer til 37, 57 og nu 130. Er gået fra 42 hektar jord til 124 ha + 14 ha, der er lejede. Dels for at kunne leve af gården, og dels for at følge med udviklingen, så gården en dag kunne sælges, han kunne trække mine forældres pensionsopsparing ud af gården og han for første gang i sit liv kunne få nogle dage uden hårdt arbejde.

Men han er 66 år gammel og har ingen udsigt til pension.

Alternativt kan køerne sendes til slagtning, markerne sælges fra og produktionsanlæggene blive stående uden at blive brugt. Det er ikke en løsning, jeg bryder mig om. Dels vil min far være ked af at se sit livsværk ende på den måde, dels ville mine forældre ikke få de penge, som de har knoklet dag og nat i 40 år for at tjene, og sidst men ikke mindst så er det uholdbart for Danmark, hvis bønder ikke længere kan drive landbrug i Danmark.

Jeg kender godt mange af jeres argumenter; at det er markedets vilkår, og tingene ikke altid går, som man har tænkt og håbet. At landmænd er rige baroner, der snylter på EU-støtten. At de ødelægger naturen. At dansk landbrug må lukke, hvis landmændene ikke selv kan finde ud af det. Men jeg er uenig.

Dette er ikke bare en personlig trist historie for min familie - og mange andre landmandsfamilier. Det er et problem for Danmark, hvis vi ikke længere kan producere afgrøder, mejeriprodukter og kød. Landbruget står bag over 20 pct. af Danmarks eksport, og hvad skal vi egentlig spise, hvis landbruget dør? Vi har brug for nye løsninger.

Det betyder også noget for dig.

Jeg har ingen idé om, hvad løsningen er på landbrugets udfordringer. Men der må sidde nogle derude, der har beslutningskraft og økonomisk bæredygtige ideer til at fremtidssikre dansk landbrug.

Jeg kan ikke hverken købe eller drive en gård. Jeg har ikke forstand på, om min far har handlet forkert eller kunne have gjort tingene smartere. Men jeg har forstand på at stille spørgsmål, og det har jeg gjort til min far.

Her er hans svar:

»Jeg har slidt som en hest. Jeg har slidt som få. Når jeg kigger tilbage, så kan jeg sige med sikkerhed, at jeg ikke ville have gjort noget anderledes. Jeg har intet fortrudt. Det er ikke mig, der har gjort noget forkert. Det er finansverdenen, der har ødelagt det. Men vi landmænd står med smerten.

Ingen vil låne folk penge til at investere i landbrug. Det nytter ikke noget at tale om andre ejerformer som f.eks. pensionskasser, der overtager gårdene. For bedrifterne skal jo give overskud, uanset hvem der ejer dem. Hvordan vil man få overskud ved at erstatte en gårdejer, der arbejder 100 timer om ugen uden løn med tre lønnede ansatte, der arbejder 37 timer?

Mælk og kød skal op i en anden prisklasse. Får vi ikke det, så lukker det hele. Så må Danmark importere fra udlandet, og så må vi se, hvor meget fødevaresikkerhed, der er i det!

Jeg skal ikke klage over min økonomi. Men det er hårdt at se, at den ene kollega efter den anden må lukke. Og samtidig er jeg selv i en fastlåst position, hvor ingen kan købe gården. Jeg er 66 år. 66 år. Og jeg har ingen plan for, hvad der skal ske. Vi kan kun vente og håbe på, at tingene ændrer sig.

Mælkekvoterne er blevet fjernet i hele EU, så nu er produktionen løbet løbsk. Der produceres for meget mælk.

Forbrugerne vil have billig mælk, men giver gladeligt det dobbelt for en halv liter vand.

Vi hører altid, at vi er på EU-støtten og må kunne klare os selv. Det er ikke landmændene, der får støtte fra EU. Vi får en kompensation, fordi vores varer sælges for billigt for at holde forbrugerpriserne nede til gavn for alle forbrugerne. Vi ville hellere undvære EU-støtte og få den reelle pris for vores varer. I dag har vi kunstigt lave fødevarepriser i forhold til, hvad det koster at producere dem.

Min mælkepris er faldet med over 30 pct. siden slutningen af 80’erne, samtidig er timeprisen til f.eks. håndværkere steget 300 pct.. Det kan vi simpelthen ikke leve med længere.

Forbrugerne vil have billig mælk, men giver gladeligt det dobbelt for en halv liter vand. Der er ikke noget galt med folks købekraft, og mælk er der trods alt næring i, og der er nogle store produktionsomkostninger.

Danske landmænd har de højeste produktionsomkostninger. Dansk mælkeproduktion hører op, hvis alt det her ikke lynhurtigt ændrer sig.

Alle snakker om rationalisering og effektivisering og mere rådgivning – men med de priser, vi er udsat for, så nytter det ikke.

Mandag skal jeg til møde med ministeren. Jeg vil sige til ham, at det er i 11. time og 59. minut, at de begynder at interessere sig for landbrugets fremtid, for med de prisrelationer der er nu, så har landbruget ingen fremtid, det er vi nødt til at erkende. Det hænger overhovedet ikke sammen.

Det er ikke et spørgsmål om, hvem der skal eje landbruget fremover. For det her er en total underskudsgivende forretning. Det er begyndelsen på enden.«

Jeg frygter, at min far beholder gården, til han ikke kan slæbe sig af sted mere eller til han dør. Jeg synes, han fortjener at gå på pension.

Han arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Hver dag. Det var aldrig ham, der kørte med mig eller så mig spille håndbold. Da vi var børn, holdt min far tre dages ferie om året, hvor vi kørte en tur rundt i Danmark.

Min far har travlt -  han har travlt på en måde, som jeg ikke tror, at andre end folk i landbruget kan forstå.

Men én ting er, at jeg bekymrer mig om min far og om min bror og deres fremtid. Men hvad værre er, at de netop slet ikke er de eneste. Det er svært for de unge at overtage gårdene, og det er svært for gårdejerne at lave overskud.

Andre jobs er forsvundet ud af landet. Men hvis vi fortsat vil have danske fødevarer, så skal vi nok til at gøre noget nyt.

Det her betyder noget for os alle.  

Læs også
Top job