Serier

Kæmpe tab til OW Bunker

Svindel i Singapore koster i værste fald selskabet over 700 mio. kr. Samtidig er yderligere tab dukket op i det kriseramte selskab, som bringer OW Bunker på kant med sine kreditorer.

Skandalen i OW Bunker
Det hårdt prøvede børsnoterede olieselskab OW Bunker har afsløret omfattende svindel i et datterselskab i Singapore. Foto: Kasper Palsnov

Nedturen i børsfloppet OW Bunker har udviklet sig til en regulær skandale.

Som Finans tidligere har afsløret, er firmaet reelt truet på livet af alvorlige tab.

Og nu bekræfter OW Bunker, at man er blevet ramt af en omfattende svindelsag, der potentielt kan koste det børsnoterede olieselskab over 700 mio. kr.

Samtidig har man i forbindelse med en yderligere gennemgang af selskabs kontrakter fundet nye voldsomme tab i den forretning, som selskabet selv beskrev som værende uafhængig af udsving i olieprisen.

- Ledelsen er i dag blevet informeret om svindel foretaget af senioransatte i Singapore-selskabet Dynamic Oil Trading. Sagen er under efterforskning. Omfanget af svindlen er ikke kendt endnu, men de første fund antyder et tab på omkring 700 mio. kr., skriver OW Bunker i en meddelelse, der blev sendt ud ved midnatstid.

Selskabet skriver samtidig, at man i forbindelse med en større gennemgang af olieselskabets kontrakter har fundet nye betydelige tab oven i de tab, selskabet fortalte markedet om for få uger siden.

- Isoleret fra ovenstående har en gennemgang af OW Bunker's risk management kontrakter vist et markant urealiseret mark to market tab i tillæg til det urealiserede tab på USD 24,5 mio., som blev offentliggjort den 23. oktober 2014 (selskabsmeddelelse 23/2014). På nuværende tidspunkt udgør mark to market tabet omkring USD 150 mio., oplyser OW Bunker.

OW Bunker har allerede taget konsekvensen af skandalen og fyret selskabets chef for risikostyring Jane Dahl Christensen som følge af de nye, alvorlige tab.

- Ovenstående begivenheder påvirker OW Bunkers drift og kreditfaciliteter. OW Bunker er netop nu i dialog med sine banker. OW Bunker vil informere markedet så snart det er muligt, skriver selskabet.

Ifølge Finans’ oplysninger har der gennem hele dagen været ført intense forhandlinger mellem OW Bunker og selskabets kreditorer med henblik på at finde en løsning på den alvorlige situation.

Læs også
Top job