Serier

Han får det bedste ud af bønnerne

Chokolade er en passion for Peter Beier, der vandt den første pris som 22-årig.

Fremtidens superbrands: Discount eller luksus

Passionen for chokolade blev født ved en tilfældighed. Peter Beier var teenager og havde et sommerferiejob hos den lokale konditor i Stubbekøbing. Efter tre dage blev han tilbud en elevplads, og derefter foldede talentet sig ud. Endda i en sådan grad, at han som 22-årig blev valgt som årets konditor.

Titlen var stærkt medvirkende til, at han kort efter fik job i Magasin du Nord Chokolade – i øvrigt uden at have set chokoladefabrikken. Han blev chef for forretningen, og det gik rigtigt godt.

»Da jeg blev ansat producerede vi 18 tons chokolade og havde et minus på 600.000 kr. 6 år senere solgte vi 83 tons chokolade og tjente 1,8 mio.kr. I samme periode var min løn steget med 15 pct. Så besluttede jeg at blive selvstændig, og det har jeg været siden,« siger Peter Beier.

Da jeg blev ansat producerede vi 18 tons chokolade og havde et minus på 600.000 kr. 6 år senere solgte vi 83 tons chokolade og tjente 1,8 mio.kr.

Peter Beier, Chocolatier og ejer af Peter Beier Chokolade

En konkurrenceklausul betød, at han ikke måtte producere sin egen chokolade i et år, så han arbejdede for en lokal butik i Lyngby. Chokoladen blev så populær, at den blev serveret til brylluppet, da Prins Joachim blev gift med Alexandra.

Siden drev han sammen med en partner virksomheden Amokka, som bl. a. leverede chokolade til hoteller og virksomheder.  Firmaet gav et millionoverskud, men Peter Beier ville selv.

For 14 år siden åbnede han sin første butik på Falkoner Alle i København, og han husker stadig spændingen.

»Helt ærligt vidste jeg ikke, om der ville være kunder. Det var nervepirrende, men heldigvis vrimlede det ind.«

Et par år senere købte Peter Beier, der i dag er 48 år, sin egen kakaoplantage i den Dominikanske Republik i Caribien. Antallet af butikker er udvidet til 14, og for 6 år siden købte han Ørsholt Gods ved Gurre i Nordsjælland. Her har han samlet produktionen, og den tilhørende jord er beplantet med træer og buske, som leverer en del af den frugt, som anvendes i de fylde chokolader.

Peter Beier Chokolade er en familievirksomhed. Hustruen Linda er ansat i selskabet, og de tre børn er eller har været inddraget i forretningen.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Top job